Jagter rekord: Fynske Norman sulten efter flere OL-medaljer

Fynske Lasse Norman Hansen er rykket op på en delt førsteplads på listen over alle tiders danske OL-medaljeslugere.

To guld-, en sølv- og to bronzemedaljer er der nu i Lasse Norman Hansens stadigt voksende samling af OL-medaljer, efter at han sammen med Michael Mørkøv vandt parløbet i den olympiske velodrom i Izu.

Dermed rykker cykelstjernen op på siden af roeren Eskild Ebbesen og skytterne Lars Jørgen Madsen og Niels Hansen Ditlev Larsen, der som de eneste i dansk sportshistorie har vundet lige så mange olympiske medaljer.

- Det er kæmpestort. Det er en liste, jeg har kigget meget på og har drømt om at skrive mig ind i toppen på, siger Lasse Norman Hansen.

- Det er stadig svært at forstå, at det lykkedes. At jeg kan kalde mig en af de mest vindende danskere i OL-sammenhæng nogensinde, siger han.

Og det behøver ikke at være slut. Der er kun tre år til næste OL i Paris. Til den tid er Norman "kun" 32 år, og dermed burde der være chance for flere medaljer.

- Ja, det er der, konstaterer han med et grin.

Det er hans første medalje i parløb, der ved dette OL er vendt tilbage til det olympiske program. Derudover er det blevet til to medaljer i omnium og to i holdforfølgelsesløb.

Skulle han have lyst til endnu en omgang parløb, er der allerede en potentiel makker, der har meldt sig.

Michael Mørkøv er nemlig klar til endnu en tørn, selv om han i 2024 har rundet 39 år.

- Jeg har kontrakt med Quick-Step til og med 2023. Så er der et halvt år til næste OL, så der er ikke noget, der skal udelukkes herfra.

- Der bliver nogle andre mål for mig i mellemtiden. Men hvis Lasse er frisk om tre år, så er jeg det også, siger Michael Mørkøv.

Mørkøv er selv oppe på to OL-medaljer. Den første kom i 2008, da han var med til at vinde sølv i holdforfølgelsesløb.

Oversigt

    Oversigt