Jakob Risbro er ny samfundsredaktør på TV 2/FYN

Jakob Risbro vender tilbage til TV 2/FYN, hvor han starter som ny samfundsredaktør 1. marts.

TV 2/FYN har ansat Jakob Risbro som ny samfundsredaktør. Han vender dermed tilbage til TV 2-regionen, hvor han var redaktionschef indtil 2015.

- Vi er ved at sætte TV 2/FYNs hold til et stort journalistår, der kulminerer med kommunalvalget i november. Vores nuværende politiske redaktør, Jesper Buch, har ønsket at blive politisk kommentator, og vi udvider derudover redaktionen og gør den til en samfundsredaktion, der både skal fortælle flere egen-historier og samtidig gå dybere i dækningen af de sager, der optager fynboerne, siger Rikke Bekker, der er redaktionschef på TV 2/FYN.   

- Ud af et meget stærkt ansøgerfelt er Jakob Risbro med sin ledererfaring, kendskab til Fyn og enorme energi helt rigtig for vores hus nu. Jakob er derudover stærk på alle medietyper, og vi glæder os til, at han begynder arbejdet med at opbygge samfundsredaktionen, fortsætter hun.

Jakob Risbro kommer fra en stilling som vært og nyhedsredaktør på P4 Fyn. Han kalder sit nye job for et drømmejob.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at starte som samfundsredaktør på TV 2/FYN. Det er et drømmejob sammen med kollegaer, som jeg betragter som nogle af de dygtigste og fineste journalister, siger Jakob Risbro.  

- At lave journalistik om samfundet til fynboerne er en afsindig vigtig opgave. Ikke mindst i en tid, hvor der tales om fake news og alternative fakta. Her kan samfundsredaktionen gøre en forskel, med dedikerede journalister, der har et godt kildenetværk, kender baggrunden og historikken på området, så man kan skabe sammenhæng og være med til at engagere seere og brugere i samfundet, forklarer han. 

Oversigt

    Oversigt