Sammen med Lasse og Magnus er Kasper ved at lære at lave knob, så tre rafter kan rejses op.
- Magnus, vil du prøve nu? Jeg kan holde her, siger Kasper og rækker rebet til Magnus.
De andre børn til spejder har fået at vide, at Kasper har adhd, men det ændrer ikke noget.
- Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at du har adhd, siger Lasse og kigger på Kasper.
00:38
Spejdervennerne Magnus og Lasse har ikke tænkt over, at Kasper har adhd. Video: Julie Lapp
Luk video
Spejdermødet lakker mod enden, og Kasper bevæger sig hjemad. Under hele mødet er han rolig, leger med de andre og stikker ikke ud af mængden.
- Vi kan mærke, at der er en anden ro på ham nu. Det siger skolen også, forklarer mor Dorthe Voss hjemme hos familien.
For Kasper og resten af familien var adhd-diagnosen for to år siden afgørende for, at Kasper fik det bedre og fandt den ro, som Dorthe beskriver.
- Desværre er det sådan, at det er en døråbner at få en diagnose. Man får meget mere hjælp. Man skal absolut ikke kæmpe for enhver pris, hvis der ikke er noget i det, men jeg var bare så sikker på, at der var noget, så jeg kæmpede ekstra hårdt, understreger Dorthe.
"
Jeg er glad ved, at han har fået diagnosen, for så kan vi gribe de rigtig redskaber, i stedet for at gribe i blinde.
Dorthe Voss, mor til Kasper
Ifølge Dorthe Voss var hendes forældre, Kaspers bedsteforældre, meget skeptiske, da Kasper fik sin diganose - præcis ligesom de ofte har oplevet det i medierne. De blev ved med at sige, at han altså bare var en dreng. I dag lever Dorthe mor ikke længere, men hun nåede at anerkende, at Kasper havde den psykiatriske diagnose. Og selvom Dorthe Voss synes, at det er tankevækkende, at der kommer flere diagnoser til børn i dag, er hun ikke i tvivl:
- Det er en del af os, og det er jeg ikke flov over.
Spejdermødet afsluttes med en sang. Alle holder hinanden i hånden med venstre arm krydset over højre.
Derhjemme skal kædedynen findes frem, så Kasper kan komme i seng. Kuglevesten og kædedynen hjælper Kasper med at være rolig og tackle den adhd, som buldrer afsted i kroppen.
- Jeg er glad ved, at han har fået diagnosen, for så kan vi gribe de rigtig redskaber. I stedet for at gribe i blinde, siger Dorthe Voss og siger godnat til sin søn, der roligt ligger under dynen nu. Takket være en stillet diagnose.
00:33
Spejdermødet afsluttes med en sang. Video: Julie Lapp
Luk video
På Nicolines værelse står den sorte og røde boksebold midt i rummet. Med en rød boksehandske får den et ordentligt slag. Det er mest for sjov lige nu, men længe har det været en god måde at komme af med vrede eller andre vanskeligheder, som følger med diagnosen.
- Når jeg bliver vred, går jeg ind på mit værelse, siger hun og går ind på sit værelse, hvor hun finder sin boksepude frem.
- Den bokser jeg på.
Nicoline bruger den røde boksebold til at komme af med vreden, som hører til ADHD'en. Foto: Julie Lapp
Mens Nicoline bokser til bolden, sidder Lone i køkkenet. Nu kan Nicoline nemlig finde på at løbe ind på værelset og lege alene uden behov for konstant aktivering. Hun mærker tydeligt forskel på sin datter, efter hun er begyndt at få medicin for adhd, men hun møder stadig skepsis fra samfundet omkring dem.
- Det er ikke alle, der tror på det. Mange mener, at det er noget pjat, og at det bare handler om uopdragne møgunger. Før i tiden blev jeg rigtig vred over det, men i dag bliver jeg mere ked af det. For det er jo uvidenhed. Folk ved simpelthen ikke, hvad det vil sige at have en diagnose som barn, forklarer Lone.
"
Jeg synes jo ikke, at det er rart, at hun skal have en diagnose, men nu ved jeg, at hun kan få den rette hjælp.
Lone Ekstrøm, mor til Nicoline
Nicoline kommer ud fra værelset og sætter sig til bordet igen. Mor kan ånde lettet op, nu hvor hun kan hjælpe sin datter og forstå, hvorfor hun af og til har behov for at slå på boksebolden. Det kan få mor til at ånde lettet op.
- Jeg synes jo ikke, at det er rart, at hun skal have en diagnose, men nu ved jeg, at hun kan få den rette hjælp. Og det er godt, at det er taget så tidligt, så hun kan nå at få nogle gode redskaber i forhold til mig, som er så sent diagnosticeret, siger hun.
00:09
Lone mener ikke, at Nicoline er sin diagnose. Video: Julie Lapp
Luk video
Emmas fokus begynder at svigte til elitetræningen i Bredstrup-Pjedsted Skytteforennig. Noget driller hende i benet, og hun rammer ikke lige så godt, som hun plejer. Med et opgivende suk lægger hun riflen fra dig og kigger på træner Jesper Askebjerg Kring, som er cheftræner i Talentudviklingcenter Syd.
- Driller det, spørger Jesper Askebjerg Kring og kigger på hende.
- Ja. jeg føler ikke, at jeg kan stå stille, forklarer Emma.
"
Jeg kan godt nogle gange tænke lidt over det, når man hører, at det er et problem, at folk får diagnoser. For det er det jo ikke. Det er jo ikke deres skyld, at de har en diagnose.
Emma Klinck
Jesper Askebjerg Kring hjælper Emma med at finde roen igen. Hun indgår altid på lige fod med de andre skytter, men som træner er han opmærksom på, at hun kæmper flere kampe end bare at ramme skiven.
- Emma er en glad pige, som kommer med masser af energi, men man kan også godt mærke, at hun er anderledes på enkelte punkter. Der kan være kortere vej til humørsvingninger, men ellers mærker vi ikke diagnosen som sådan, forklarer han.
Udvikling i antallet af aspergersdiagnoser
Aspergersdiagnosen hører under autismespektrumforstyrrelser sammen med Gennemgribende udviklingsforstyrrelser (GU). Her er antallet af børn og unge under 17 år, der fik en diagnose på ASF-skalaen fra 2007-2016:
2007: 1.719
2008: 2.719
2012: 3.230
2013: 4.846
2016: 4.639
Kilde: Socialstyrelsen
Se mere I fem år har Emma dyrket skydningen, og det har fået flere af Emma og Lisbet Klincks bekendte til at undre sig. Hvordan kan hun dyrke eliteskydning, når hun har svært ved at passe sin skole?
- Et eller andet sted har jeg jo selv tænkt det, for hvorfor kan hun de her ting, når der er andet, hun ikke kan. Mange tror, at det er, fordi hun ikke gider. Men det passer slet ikke, siger Lisbet og fortsætter:
- Før diagnosen var Emma meget skræmt og bange for, at hun aldrig ville blive til noget og aldrig nå sine mål. For hun ville jo gerne passe sin skole. Hun har altid drømt om at få en lang uddannelse og blive millionær, forklarer Lisbet om sin datter.
00:54
Emma bliver frustreret til skydning. Sådan kan hendes aspergers vise sig. Video: Julie Lapp
Luk video
13. januar startede Emma i en kombineret 9. og 10. klasse, hvor hun kan få en afgangseksamen. Nu drømmer hun om et gymnasium i Norge eller Sverige, hvor hun kan gå på en særlig skyttelinje, så hun med tiden kan komme til at deltage ved OL. Drømmene kommer sig af diagnosen, for nu kan hun forstå, hvorfor hovedet er, som det er.
- Hvis jeg skal på juniorlandsholdet, skal jeg kunne rejse, flyve og sidde i en bus med andre mennesker, og det er jeg bare nødt til at lære, siger Emma.
Emma har ikke bare lært at leve med sin diagnose. Hun har lært at bruge den aktivt. Hun skammer sig ikke over den og står ved, hvem hun er, også med sin diagnose.
- Jeg tror, at mange folk tænker, at det der med at få en diagnose er en skam og ikke noget, man siger til nogen. Men et eller andet sted har jeg det bare sådan, at det er en del af mig. Jeg er ikke diagnosen, men den er der, og den vil følge med resten af livet, så jeg er bare nødt til at lære at leve med den, siger Emma og tager et sikkert sigte med luftriflen.
Emma, Kasper og Nicoline har alle oplevet at stikke ud fra mængden og have svært ved at passe ind. De er en del af fordoblingen i diagnoser til børn, men det har forbedret livskvaliteten for både dem og deres forældre, at de nu ved, at Aspergers og adhd er det, der har forårsaget vanskelighederne.
For bag bogstaverne er tre børn, som kan en masse ting, på trods af en psykiatrisk diagnose.
"
Jeg er ikke diagnosen, men den er der, og den vil følge med resten af livet, så jeg er bare nødt til at lære at leve med den.
Emma Klinck