Sound on/off

Jeg er ikke min diagnose:

Børnene bag bogstaverne

Siden 2012 er antallet af børn med en psykiatrisk diagnose som adhd, ocd, angst og Aspergers mere end fordoblet, og tæller cirka 45.000 børn på landsplan. Men er det så problematisk, som det bliver gjort til? Er børnene i virkeligheden mere end deres diagnose? Her møder du tre børn, som viser, hvem de er bag diagnosen.

 

JOURNALIST OG FOTOGRAF: JULIE LAPP

 

 

På bare syv år er andelen af børn med psykiatriske diagnoser mere end fordoblet, og i dag går cirka 45.000 børn rundt med en af de mange bogstavskombinationer på et stykke papir uddelt i psykiatrien. 

Spørgsmålet er, om flere børn er syge, flere diagnoser bliver delt ud, eller opmærksomheden på børns trivsel er skærpet. 

Medierne har længe været optaget af den store stigning, hvor de psykiatriske diagnoser i flere tilfælde forklares som forældres søgen efter en etiket på barnet, problembørn og uopdragenhed. At den store "diagnosepidemi" er et kæmpe samfundsproblem. 

Der har været hyppig omtale af børn og diagnoser i forskellige danske medier.

En ting er sikkert - år for år får flere børn en psykiatrisk diagnose. Men hvordan er det at være dét barn, der har ocd, adhd eller aspergers skrevet i panden?

 

 

TV 2/Fyn har fulgt tre børn, som tilhører statistikken. 

Emma Klinck på 16 år, der i 2018 fik diagnosen Aspergers og angst; Kasper Voss på ti år, som har adhd og lider af ordblindhed; og otteårige Nicoline Estrøm, som i knap tre måneder har haft en adhd-diagnose.

Fælles for de tre fynske børn er de psykiatriske diagnoser. Men fælles for dem er også, at de alle har følt sig anderledes og haft svært ved at være børn. Det har ændret sig for dem alle, efter de fik en diagnose.

De er børnene bag nogle af bogstaverne, og de er ikke deres diagnose. De er Emma, Kasper og Nicoline, og her er deres historier.

(tv) Nicoline, Emma og Kasper har alle tre en psykiatrisk diagnose. Foto: Julie Lapp

Sound on/off

Emma har Aspergers:

Jeg er ikke diagnosen, men den er der

Emma Klinck, 16 år, Aspergers

 

Emma Klinck trækker i lynlåsen til sin grå Walther LG40 luftriffel. Med smalle øjne fokuserer hun på skiven, der hænger ti meter fra hendes sigte. Et tryk på aftrækkeren og en kugle lige i skiven. 

Det er den koncentration, den hyperfokusering, der gang på gang giver hende gode resultater som eliteskytte. Og det hyperfokus kommer fra noget helt særligt i Emma.

I august 2018 blev Emma udredt for Aspergers og angst. 

00:44

Siden Emma fik sin diagnose i 2018, er hendes liv blevet lettere. Video: Julie Lapp

Luk video

Emma var 14 år da hun blev diagnosticeret, og i mange år følte hun sig anderledes og ligefrem mærkelig blandt andre på egen alder. Hun var ikke klar over dengang, at det var Aspergers, der gjorde hende anderledes. Særligt skolegangen var en stor udfordring, hvor lærere og klassekammerater havde forventninger til hende fagligt og socialt. Læringstiden var længere og krævede flere gentagelser end for de andre i klassen. 

Aspergers Syndrom

Aspergers syndrom (AS) ligger på skalaen for autismespektrumforstyrrelser (ASF). Aspergers viser sig på en række forskellige måder:

  • Mangelfuld og afvigende udvikling af evnen til kontakt og gensidigt samspil
  • Normal udvikling af sprog, men kan medføre vanskeligheder i mimik og øjenkontakt
  • Normal intelligens
  • Ofte intet behov for sociale relationer med andre end familien

Efter skole havde hun aldrig lyst til at lege med kammeraterne. Tanken om, at de skulle hjem og rode i hendes ting, var uudholdelig. I dag ved hun, at de udfordringer kommer sig af hendes Aspergers, og det er blevet lettere at håndtere.

Op til sommeren 2018 blev Emma henvist til Børne- og Ungepsykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital, OUH. Her var beskeden langt fra, hvad de regnede med, men klar fra den psykiater, de mødte:

Det er din mors skyld. 

Børnepsykiateren ville ikke udrede Emma for Aspergers, for de skulle finde ud af, om det var Emma eller mor, den var gal med.

"

Da hun fik diagnosen, var der megamange ting, der pludselig gav mening.

Lisbet Klinck, mor til Emma

I hjemmet i Horne sidder Emma og hendes mor Lisbet Klinck ved spisebordet. Lisbet husker stadig tydeligt beskeden fra børnepsyk.

- Efter to besøg fik hun at vide, at hun var en tvær teenager. Og der tænkte jeg bare: "Det er simpelthen ikke rigtigt. Hun er teenager, men ikke tvær. Hun er nem på så mange måeder." 

Med beskeden fra OUH tog Emma, Lisbet og Emmas far turen over Storebælt og besøgte Bispebjerg Hospital i København. Efter flere samtaler og tests over flere dage kunne Emma tage tilbage til det sydlige Fyn med Aspergers og angst i bagagen.

- Da hun fik diagnosen, var der megamange ting, der pludselig gav mening, fortæller Lisbet, der på knap halvandet år har set, hvad den stillede diagnose har gjort ved datteren.

00:52

Det var en stor hjælp, at Emma fik sin diagnose. Den hjalp hende med at sætte ord på udfordringerne. Video: Julie Lapp

Luk video

Lige efter diagnosticeringen havde Emma det fint. Indtil knap en uge efter.

- Da den var sevet ind, havde jeg ekstremt svært ved at acceptere det. Jeg følte mig enormt underlig, altså virkelig mærkelig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg jo ikke ville kunne det samme som andre mennesker så, og det blev jeg lidt deprimeret over, husker Emma og fortsætter:

- Man bliver meget hurtigt sat i en boks. Enten hører man til den boks, hvor man er helt normal, eller også ryger man i den boks, hvor man slet ikke er normal. Der er ikke sådan noget midt imellem. Og det giver jo ikke mening at sætte mig i en boks, for der er ikke to mennesker, der er ens. Hvor jeg har mine problemer med diagnosen, har andre nogle helt anderledes problemer, siger Emma, som i dag har affundet sig med både sin Aspergers og sin angst og har et helt andet forhold dertil end i ugerne efter diagnosticeringen.

"

Man bliver meget hurtigt sat i en boks. Enten hører man til den boks, hvor man er helt normal, eller også ryger man i den boks, hvor man slet ikke er normal. Der er ikke sådan noget midt imellem.

Emma Klinck

 

Sound on/off

Kasper har adhd:

Man kan godt blive lidt urolig

Kasper Voss, ti år, ADHD og ordblindhed

 

Knap 40 kilometer fra Emma er tiårige Kasper Voss klar til aftenens spejdermøde i Bellinge iført den grønne KFUM-uniform, kniv og tørklæde. 

Han smiler og griner med spejdervennerne Lasse og Magnus, mens de binder knob, løber rundt på græsplænen og finder ulvenavne til de nyeste spejdere i truppen. Kasper hedder Ferao.

Kasper har gået til spejder i næsten tre år. Her kan han være sig selv. Foto: Julie Lapp

Imellem de andre spejderbørn er Kasper en helt almindelig tiårig knægt.

Men før Kasper iførte sig sin spejderuniform, rendte han rundt i hjemmet i Odense iført en sort kuglevest. 

- Den gør mig rolig, siger Kasper, mens han sidder ved familiens spisebord.

Adhd

Adhd står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder – det kan oversættes til forstyrrelser af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet.

 

Børn med adhd har ofte svært ved at:

  • koncentrere sig
  • høre efter og følge instruktioner ved direkte henvendt tale
  • organisere og færdiggøre opgaver og aktiviteter
  • holde styr på ting og huske aftaler
  • holde kroppen i ro 
  • lege og deltage i fritidsaktiviteter
  • respektere andres grænser og aflæse situationer
Se mere

Fingrene danser en smule hen over bordet, men ellers sidder han helt stille. Sådan så det ikke ud for to år siden. Der var spisesituationen altid et mareridt, hvor Kasper brugte det meste af tiden på snak og sad uroligt på stolen. Sådan var det generelt med Kasper.

- Kasper var en dreng med gang i, også lidt mere end bare det at være en dreng. Det har han egentlig været, siden han var tre år, og jeg har hele tiden tænkt, at det var noget andet end bare en dreng med krudt i, fortæller Kaspers mor, Dorthe Voss, om de år, hvor der endnu var uvished om Kaspers adhd-diagnose.

00:32

Kasper havde meget svært ved at sidde stille og forholde sig roligt, før han fik sin diagnose. Video: Julie Lapp

Luk video

Da Kasper begyndte at være endnu mere urolig i skolen, vidste Dorthe Voss, at det var tid til at få ham udredt. Hos Børne- og Ungepsykiatrien på Odense Universitetshospital, OUH fik hun ret i sin mistanke. Kasper havde adhd.

- Og det var jeg jo glad ved, for så kunne jeg begynde at gribe efter nogle redskaber, som vi kunne bruge derhjemme, fortæller Dorthe Voss.

"

Jeg har hele tiden tænkt, at det var noget andet end bare en dreng med krudt i.

Dorthe Voss, mor til Kasper

Op til 2. klasse var der ikke nogen lægefaglig vurdering af Kasper, der kunne fortælle, hvorfor Kasper havde problemer, og det var svært at være anderledes end de andre. Der kom "Dumme-Kasper" tit på besøg.

- Kasper plejede at beskrive, at "der kom Dumme-Kasper". Når han kom til at gøre de ting, som han godt vidste ikke var i orden. Så bad vi ham om at pakke Dumme-Kasper væk, ikke, spørger Dorthe sin søn.

- Han var meget ond. Han gjorde alle mulige dårlige ting som at slå, forklarer Kasper, der sjældent har besøg af Dumme-Kasper mere. Han er i hvert fald blevet bedre til at pakke ham væk, efter han ved, hvorfor han dukker op.

00:28

Kasper har haft adhd i to år. Video: Julie Lapp

Luk video

 

Sound on/off

Samme billede overalt:

Fyn, Danmark og den store verden

Emma og Kasper er to af de børn, som tilhører den store andel af børn, der bliver diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose. 

I 2013 var der kun én kommune i Danmark, hvor mere end fem procent af kommunens børn og unge havde en psykiatrisk diagnose. I 2018 gælder det for hele 16 kommuner i Danmark. 

På Fyn har ingen kommuner en andel over fem procent.

Du kan klikke på de fynske kommuner og se, hvor stor andelen af børn med psykiatriske diagnoser er.

Selvom andelen af børn med psykiatriske diagnoser ikke overstiger fem procent i de fynske kommuner, ser børne- og ungdomspsykiater og overlæge på Odense Universitetshospital Niels Bilenberg en klar tendens i diagnosticeringerne - også i Region Syddanmark.

- Vi kan se på vores egne henvisningstal, at der er stigninger år for år. Heldigvis er det lidt fladet ud de seneste par år, og på Fyn er der generelt lidt færre henvisninger end i resten af Danmark, forklarer Niels Bilenberg.

"

I alle lande er der en tendens til, at flere børn bliver henvist med psykiatriske lidelser

Niels Bilenberg, børne- og ungepsykiater, OUH

I en rapport fra Sundhedsstyrelsen er der lavet en opgørelse over udviklingen i antallet af psykiatriske diagnosticeringer fra 2006 til 2016.

I Region Syddanmark blev 2.139 børn under 18 år diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose. Tallet var ti år senere, i 2016, 5.629 børn, altså mere end fordoblet. Det svarer til, at der i en gruppe af 1000 børn vil være 21 med en psykiatrisk diagnose.

Det er udelukkende tal fra de offentlige og altså ikke diagnosticeringer fortaget i privat praksis.

Hvis man zoomer ud og kigger på resten af danmarkskortet, bliver det tydeligt at se, at diagnosesandsynligheden overordnet set har udviklet sig efter samme mønster på tværs af de fem regioner - i alle regioner er det iøjenfaldende, at andelen er øget.

Alle fem regioner oplever en stigning i antallet af psykiatriske diagnosticeringer fra 2010-2017. Og den udvikling stiger fortsat. Foto: Danmarks Statistik

Kigger man længere væk fra Fyn og ud i den store verden på de skandinaviske naboer Norge og Sverige, er det præcis den samme udvikling - langt flere psykiatriske diagnoser til børn.

- Generelt er det helt samme billede, man vil se i både Skandinavien, og også resten af den vestlige verden. I alle lande er der en tendens til, at flere børn bliver henvist med psykiatriske lidelser, siger Niels Bilenberg.

Sound on/off

Nicoline har adhd:

Jeg kan godt blive sur, men så bokser jeg

Nicoline Ekstrøm, otte år, adhd

 

50 kilometer fra Kaspers spejdermøde, bor otteårige Nicoline Ekstrøm i Svendborg. 

- Dér! smiler Nicoline og peger på Vildkattenpladen, der ligger på bordet mellem hende og mor Lone Ekstrøm.

Nicoline når at samle en stor bunke brikker, inden hun ikke længere gider at spille. For tre måneder siden så det helt anderledes ud.

På det tidspunkt havde Nicoline ikke fået sin diagnose endnu, og koncentrationsniveauet var meget lavt. 

Lone har også adhd og kunne se sig selv i datterens udfordringer. Selv var hun 38 år, da hun blev udredt, og ønskede ikke for Nicoline, at hun skulle igennem det samme. 

- Jeg har kæmpet for hende. Ikke for at sætte hende i bås, altså at hun skulle have en diagnose, men for at hun skulle få den bedste hjælp, forklarer Lone og kigger på Nicoline.

00:15

Lone var slet ikke i tvivl om, at Nicoline havde ADHD. Video: Julie Lapp

Luk video

Nicoline startede sin udredning på Odense Universitetshospital, hvor psykiatrerne vurderede, at hun ikke havde adhd, for hun kunne sidde stille med en perleplade i 15 minutter. Den vurdering forstod Lone ikke.

- Bare fordi man har adhd, betyder det jo ikke, at man ikke kan sidde stille overhovedet, og at der altid er fuld aktivitet, fortæller Lone.

I oktober 2019 blev Nicoline diagnosticeret hos en privat psykiater, som både så hendes adhd.

Nicoline griber ud efter en bøtte med piller, som står på spisebordet.

- Dem bruger jeg til at sluge om morgenen, siger Nicoline. 

- Fordi jeg har adhd.

"

Hun er jo et barn. Hun er ikke en diagnose. Hun er jo en pige, ligesom alle andre. 

Lone Ekstrøm, mor til Nicoline

Lone kigger på Nicoline, der stadig sidder på sin plads for enden af spisebordet.

- Jeg leder efter croissanten, siger Nicoline og kigger ned på pladen.

Med billedet af det franske bagværk i hånden leder hun med øjnene. At sidde der for enden af bordet og roligt søge efter billedet var ikke noget, Nicoline havde været i stand til for bare tre måneder siden.

00:26

At få en diagnosen har gjort Nicoline mere rolig. Nu kan hun sidde stille ved bordet og koncentrere sig om spil.  Video: Julie Lapp

Luk video

 

Sound on/off

Flere diagnoser til børn:

Det er lettere at få en diagnose, men man bliver ikke stigmatiseret på samme måde

Niels Bilenberg, børne- og ungdomspsykiater og overlæge, OUH

Tallene står der sort på hvidt - markant flere børn får år for år en psykiatrisk diagnose. Spørgsmålet er, om flere børn end tidligere er syge, om psykiatrien deler flere diagnoser ud, eller om opmærsomheden på børnenes trivsel er blevet større. 

Ifølge Niels Bilenberg er det en kombination af det hele.

Niels Bilenberg, der er børne- og ungepsykiater på OUH, mener at der er kommet et meget større fokus på psykiatriske diagnoser hos børn. Foto: Julie Lapp

- Der er kommet et meget større fokus på diagnoser generelt. Når er barn har vanskeligheder, er der flere, der går til lægen. På den måde stiger henvisningstallet, og det kan både være, fordi flere har reelle problemer, og også at man førhen gik under radaren, forklarer han.

Siden 1994 har et sæt kriterier kaldet ICD-10 været anvendt til at klassificere psykiatriske lidelser.

ICD-10

ICD-10 er det internationale diagnosesystem, som er udformet af verdenssundhedsorganisatione WHO. I det danske sundhedssystem benytter man ICD-10 til at klassificere psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. 

 

ICD er en forkortelse for International Classification of Diseases and Related Health Problems, og ICD-10 er altså den tiende udgave af systemet.

Se mere

- Kriterierne for en psykiatrisk diagnose har ikke ændret sig i over 25 år, men jeg tror, at det er blevet lettere at få en diagnose i dag, end det var for 20-25 år siden, fordi det er blevet mere accepteret, forklarer Niels Bilenberg og fortsætter:

- Det er ikke så stigmatiserende at få en diagnose, som det var for år tilbage. I dag tør man godt tale om, at man har angst, autisme eller adhd.

Efter en udredning bliver forældrene undervist i at forstå deres barns udfordringer. På den måde øger man barnets muligheder for at fungere med diagnosen. 

"

Det er blevet lettere. Det er blevet mere accepteret, og der er flere, der går til lægen og får en henvisning.

Niels Bilenberg, børne- og ungepsykiater, OUH

- Når man får en diagnose som adhd eller autisme, kan vi ikke fjerne sygdommen. Man bliver ved med at have det med sig ind i voksenalderen, og man kan sammenligne det med et handikap. Man har nogle vanskeligheder, som man skal lære at leve med. Og hvis forældrene bliver bedre til at være forældre til et barn med adhd eller autisme, og skolen tager bedre hensyn, giver det mening at få en diagnose, forklarer Niels Bilenberg.

00:56

Niels Bilenberg forklarer, at der er en stigning i antallet af psykiatriske diagnoser til børn. Video: Julie Lapp

Luk video

Selvom ICD-10-kriterierne ikke har ændret sig i over 25 år, er der flere børn, der får en diagnose, mener Niels Bilenberg.

- Det er blevet lettere. Det er blevet mere accepteret, og der er flere, der går til lægen og får en henvisning. Og så gør vi meget for at formidle viden til skole og forældre, så hvis man har et barn med den slags vanskeligehder, kan det fanges meget tidligere. Jo tidligere man finder det, jo nemmere bliver det at leve med, understreger han.

Det er en god ting, at flere får diagnoser, fordi det er med til at give barnet en bedre fremtid, at de ved, hvad vanskelighederne kommer af. Men derfor håber Niels Bilenberg ikke, at udviklingen fortsætter i samme retning, som den har gjort over de seneste ti år.

- Jeg håber ikke, at det bliver ved med at stige, men vi undersøger også, om der er noget i den måde, vi fungerer på i den morderne verden, der er med til at presse børn, som har det lidt svært, ud over kanten, siger han.

Sound on/off

Kasper, Nicoline og Emma har en diagnose:

Desværre er det sådan, at det er en døråbner at få en diagnose. Man får meget mere hjælp.

Dorthe Voss, mor til Kasper

 

 

Sammen med Lasse og Magnus er Kasper ved at lære at lave knob, så tre rafter kan rejses op. 

- Magnus, vil du prøve nu? Jeg kan holde her, siger Kasper og rækker rebet til Magnus.

De andre børn til spejder har fået at vide, at Kasper har adhd, men det ændrer ikke noget.

- Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at du har adhd, siger Lasse og kigger på Kasper. 

00:38

Spejdervennerne Magnus og Lasse har ikke tænkt over, at Kasper har adhd. Video: Julie Lapp

Luk video

Spejdermødet lakker mod enden, og Kasper bevæger sig hjemad. Under hele mødet er han rolig, leger med de andre og stikker ikke ud af mængden.

- Vi kan mærke, at der er en anden ro på ham nu. Det siger skolen også, forklarer mor Dorthe Voss hjemme hos familien. 

For Kasper og resten af familien var adhd-diagnosen for to år siden afgørende for, at Kasper fik det bedre og fandt den ro, som Dorthe beskriver. 

- Desværre er det sådan, at det er en døråbner at få en diagnose. Man får meget mere hjælp. Man skal absolut ikke kæmpe for enhver pris, hvis der ikke er noget i det, men jeg var bare så sikker på, at der var noget, så jeg kæmpede ekstra hårdt, understreger Dorthe.

"

Jeg er glad ved, at han har fået diagnosen, for så kan vi gribe de rigtig redskaber, i stedet for at gribe i blinde.

Dorthe Voss, mor til Kasper

Ifølge Dorthe Voss var hendes forældre, Kaspers bedsteforældre, meget skeptiske, da Kasper fik sin diganose - præcis ligesom de ofte har oplevet det i medierne. De blev ved med at sige, at han altså bare var en dreng. I dag lever Dorthe mor ikke længere, men hun nåede at anerkende, at Kasper havde den psykiatriske diagnose. Og selvom Dorthe Voss synes, at det er tankevækkende, at der kommer flere diagnoser til børn i dag, er hun ikke i tvivl:

- Det er en del af os, og det er jeg ikke flov over.

Spejdermødet afsluttes med en sang. Alle holder hinanden i hånden med venstre arm krydset over højre.

Derhjemme skal kædedynen findes frem, så Kasper kan komme i seng. Kuglevesten og kædedynen hjælper Kasper med at være rolig og tackle den adhd, som buldrer afsted i kroppen. 

- Jeg er glad ved, at han har fået diagnosen, for så kan vi gribe de rigtig redskaber. I stedet for at gribe i blinde, siger Dorthe Voss og siger godnat til sin søn, der roligt ligger under dynen nu. Takket være en stillet diagnose.

00:33

Spejdermødet afsluttes med en sang.  Video: Julie Lapp

Luk video

 

 

På Nicolines værelse står den sorte og røde boksebold midt i rummet. Med en rød boksehandske får den et ordentligt slag. Det er mest for sjov lige nu, men længe har det været en god måde at komme af med vrede eller andre vanskeligheder, som følger med diagnosen.

- Når jeg bliver vred, går jeg ind på mit værelse, siger hun og går ind på sit værelse, hvor hun finder sin boksepude frem.

- Den bokser jeg på.

Nicoline bruger den røde boksebold til at komme af med vreden, som hører til ADHD'en. Foto: Julie Lapp

Mens Nicoline bokser til bolden, sidder Lone i køkkenet. Nu kan Nicoline nemlig finde på at løbe ind på værelset og lege alene uden behov for konstant aktivering. Hun mærker tydeligt forskel på sin datter, efter hun er begyndt at få medicin for adhd, men hun møder stadig skepsis fra samfundet omkring dem.

- Det er ikke alle, der tror på det. Mange mener, at det er noget pjat, og at det bare handler om uopdragne møgunger. Før i tiden blev jeg rigtig vred over det, men i dag bliver jeg mere ked af det. For det er jo uvidenhed. Folk ved simpelthen ikke, hvad det vil sige at have en diagnose som barn, forklarer Lone.

"

Jeg synes jo ikke, at det er rart, at hun skal have en diagnose, men nu ved jeg, at hun kan få den rette hjælp.

Lone Ekstrøm, mor til Nicoline

Nicoline kommer ud fra værelset og sætter sig til bordet igen. Mor kan ånde lettet op, nu hvor hun kan hjælpe sin datter og forstå, hvorfor hun af og til har behov for at slå på boksebolden. Det kan få mor til at ånde lettet op.

- Jeg synes jo ikke, at det er rart, at hun skal have en diagnose, men nu ved jeg, at hun kan få den rette hjælp. Og det er godt, at det er taget så tidligt, så hun kan nå at få nogle gode redskaber i forhold til mig, som er så sent diagnosticeret, siger hun.

00:09

Lone mener ikke, at Nicoline er sin diagnose. Video: Julie Lapp

Luk video

 

 

Emmas fokus begynder at svigte til elitetræningen i Bredstrup-Pjedsted Skytteforennig. Noget driller hende i benet, og hun rammer ikke lige så godt, som hun plejer. Med et opgivende suk lægger hun riflen fra dig og kigger på træner Jesper Askebjerg Kring, som er cheftræner i Talentudviklingcenter Syd. 

- Driller det, spørger Jesper Askebjerg Kring og kigger på hende.

- Ja. jeg føler ikke, at jeg kan stå stille, forklarer Emma.

"

Jeg kan godt nogle gange tænke lidt over det, når man hører, at det er et problem, at folk får diagnoser. For det er det jo ikke. Det er jo ikke deres skyld, at de har en diagnose.

Emma Klinck

Jesper Askebjerg Kring hjælper Emma med at finde roen igen. Hun indgår altid på lige fod med de andre skytter, men som træner er han opmærksom på, at hun kæmper flere kampe end bare at ramme skiven. 

- Emma er en glad pige, som kommer med masser af energi, men man kan også godt mærke, at hun er anderledes på enkelte punkter. Der kan være kortere vej til humørsvingninger, men ellers mærker vi ikke diagnosen som sådan, forklarer han.

Udvikling i antallet af aspergersdiagnoser

Aspergersdiagnosen hører under autismespektrumforstyrrelser sammen med Gennemgribende udviklingsforstyrrelser (GU). Her er antallet af børn og unge under 17 år, der fik en diagnose på ASF-skalaen fra 2007-2016:

2007: 1.719
2008: 2.719
2012: 3.230
2013: 4.846
2016: 4.639

Kilde: Socialstyrelsen 

Se mere

I fem år har Emma dyrket skydningen, og det har fået flere af Emma og Lisbet Klincks bekendte til at undre sig. Hvordan kan hun dyrke eliteskydning, når hun har svært ved at passe sin skole?

- Et eller andet sted har jeg jo selv tænkt det, for hvorfor kan hun de her ting, når der er andet, hun ikke kan. Mange tror, at det er, fordi hun ikke gider. Men det passer slet ikke, siger Lisbet og fortsætter:

- Før diagnosen var Emma meget skræmt og bange for, at hun aldrig ville blive til noget og aldrig nå sine mål. For hun ville jo gerne passe sin skole. Hun har altid drømt om at få en lang uddannelse og blive millionær, forklarer Lisbet om sin datter.

00:54

Emma bliver frustreret til skydning. Sådan kan hendes aspergers vise sig. Video: Julie Lapp

Luk video

13. januar startede Emma i en kombineret 9. og 10. klasse, hvor hun kan få en afgangseksamen. Nu drømmer hun om et gymnasium i Norge eller Sverige, hvor hun kan gå på en særlig skyttelinje, så hun med tiden kan komme til at deltage ved OL. Drømmene kommer sig af diagnosen, for nu kan hun forstå, hvorfor hovedet er, som det er.

- Hvis jeg skal på juniorlandsholdet, skal jeg kunne rejse, flyve og sidde i en bus med andre mennesker, og det er jeg bare nødt til at lære, siger Emma.

Emma har ikke bare lært at leve med sin diagnose. Hun har lært at bruge den aktivt. Hun skammer sig ikke over den og står ved, hvem hun er, også med sin diagnose.

- Jeg tror, at mange folk tænker, at det der med at få en diagnose er en skam og ikke noget, man siger til nogen. Men et eller andet sted har jeg det bare sådan, at det er en del af mig. Jeg er ikke diagnosen, men den er der, og den vil følge med resten af livet, så jeg er bare nødt til at lære at leve med den, siger Emma og tager et sikkert sigte med luftriflen.

 

Emma, Kasper og Nicoline har alle oplevet at stikke ud fra mængden og have svært ved at passe ind. De er en del af fordoblingen i diagnoser til børn, men det har forbedret livskvaliteten for både dem og deres forældre, at de nu ved, at Aspergers og adhd er det, der har forårsaget vanskelighederne.

For bag bogstaverne er tre børn, som kan en masse ting, på trods af en psykiatrisk diagnose. 

"

Jeg er ikke diagnosen, men den er der, og den vil følge med resten af livet, så jeg er bare nødt til at lære at leve med den.

Emma Klinck