Det er egentligt ret simpelt for Jens Korsgaard.
- Det er en no-brainer, at det her skal videreføres. Interessen for, at der er fisk at fange og at de har det godt, er stor fra fiskere i alle afskygninger.
Det siger han efter, det er kommet frem at Fyns Laksefisk, der står for opdræt af primært ørreder skal lukkes, da FGU Fyn ikke må drive en underskudsgivende virksomhed. De seneste fire år har Fyns Laksefisk kørt med et samlet underskud på 2,6 millioner kroner og en fremskrivning viser, at underskuddet vil ramme knap fire millioner kroner i 2025. Penge der skal findes andre steder på uddannelsen.
Derfor blev det sidst i august meldt ud, at Fyns Laksefisk lukker til juni næste år.
Siden er sportsfiskerforeninger på hele Fyn gået i alarmberedskab og har taget kontakt til nationale og lokale politikere med opråb om, at fiskeopdrættet ikke må lukkes.
Jens Korsgaard er én af dem, der ikke bare kan sidde på hænderne. Derfor har han taget initiativet til at samle lystfiskere og interessenter i en gruppe på Facebook med målet om at købe Fyns Laksefisk med folkeaktier.
- Målet er, at Fyns Laksefisk skal videreføres - og der er folkeaktier en måde at gøre det på. Hvis vi bliver 1.000 medlemmer, der hver lægger 8-10.000 kroner, så er vi langt og mere skal der faktisk ikke til.
Selv er Jens Korsgaard undervandsjæger og han begræder, hvis det ikke længere vil være muligt at sikre fiskeriet i fynske farvande.
- Det er jo ikke kun noget, der har betydning for os lokale lystfiskere. Det har også kæmpe betydning for turismen, siger han.
Nej fra fynske borgmestre
For nyligt sendte sportsfiskerforeningerne på Fyn så et brev til de fynske borgmestre med et opråb om at gøre noget, for at redde Fyns Laksefisk. De fynske kommuner står i forvejen bag initiativet Havørred Fyn, som står for blandt andet udsætning af de fisk som Fyns Laksefisk opdrætter, ligesom Havørred Fyn yder vandpleje i åer og vandløb.
Men hos borgmestrene er der ingen umiddelbar hjælp at hente. I et svar til sportsfiskerforeningerne lyder det blandt andet:
- Vi deler jeres ærgrelse over, at leverandøren af smolt til blandt andet Havørred Fyn står foran en lukning, som desværre er økonomisk betinget. Vi ved, der har været gjort en ihærdig indsats for at finde en model, hvor Fynsk Laksefisk kan fortsætte, men konklusionen er, at det ikke er muligt. Havørred Fyn består og fortsætter arbejdet med at styrke og udvikle havørred-miljøet på Fyn.
Prisen på grisen
På to dage har Jens Korsgaards gruppe på Facebook fået over 200 medlemmer.
Håbet er, at der over de næste dage og uger kommer endnu flere, så der på sigt kan rejses midler til at købe Fyns Laksefisk.
- Jeg sidder og hopper i stolen - vi kan relativt få mennesker gå ind og redde det her. Jeg kan sidde på hænderne eller jeg kan tage det første skridt, siger Jens Korsgaard.
Han undrer sig dog over, at prisen for at blive ejer af Fyns Laksefisk lyder på godt otte millioner kroner. Hertil kommer selvsagt også den bygning, hvor opdrættet foregår – den gamle produktionsskole Elsesminde.
- Hvordan kan prisen på en underskudgivende forretning være så høj, spørger Jens Korsgaard.
Det kan den ifølge Gitte Lykkehus, der er rektor på FGU Fyn, og som nu står over for at afhænde forretningen, fordi man sælger på markedsvilkår.
- Prisen forhandles på markedsvilkår. Og det er inventar, ejendom og varelager, der ligger i købet.
Hun slår samtidig fast, at prisen ikke er slået fast nogle steder. Der er udelukkende tale om et bud som Gitte Lykkehus og formand Pia Offer Madsen er kommet med.
- Det er udelukkende givet fordi, vi har fået en masse forespørgsler på en pris. Men det er et bud, og ligger på ingen måder fast, siger Gitte Lykkehus.
- Hvis der kommer en potentiel og seriøst køber, så vil det være vores advokat, der tager forhandlingen ud fra den lovgivning, der er på området. I sidste ende ligger beslutningen hos Undervisningsministeriet.
Fælles front for fisk
Hos Jens Korsgaard er der ildhu og håb for at blive nok aktionærer til at kunne købe Fyns Laksefisk. Han glæder sig over, at alle der har interesse i, at der er fisk i havet ser ud til at danne en fælles front
- Jeg synes det er så fedt, at vi har noget der forener fiskere i alle afskygninger her. Men nu er det fisken det handler om - og ikke om hvordan vi fanger dem, siger han.
De næste uger og dage skal vise, om det kan lykkes at sikre opbakning og økonomi nok til at blive en seriøs køber af Fyns Laksefisk.
- Vi er så småt ved at organisere os nu, vi skal have flere medlemmer og så skal vi have skabt en bestyrelse, så vi har et godt udgangspunkt.