Jobcenter Nyborg uddanner 80 nye mentorer

Jobcenter Nyborg har så stor succes med deres mentorer for ledige, der skal i praktik, at der nu uddannes 80 nye.

Jobcenter Nyborg har allerede et mentorkorps på 100 mentorer rundt omkring på lokale arbejdspladser.

De står klar til at hjælpe ledige, der skal i praktik. Det har været så stor en succes, så jobcentret nu opnormerer med 80 nye mentorer, der skal uddannes i løbet af 2011.

I godt halvandet år har Jobcenter Nyborg satset målrettet på brugen af mentorer på arbejdspladserne, der har taget sig af ledige kontanthjælpsmodtagere, der skal i virksomhedspraktik. Det har vist sig at være en rigtig god idé - især for de ledige, der af forskellige årsager er havnet i en position langt fra arbejdsmarkedet.

Derfor har jobcentret med opbakning fra Det Lokale Beskæftigelsesråd besluttet at udvide deres mentorkorps og uddanne 80 nye mentorer i løbet af 2011.

- Jobcenter Nyborg satser i høj grad på virksomhedspraktik, når vi skal hjælpe ledige tilbage i fast job. Alle målinger viser, at det er det, der virker bedst. Det er ude på virksomhederne, at jobbene er, og det er dér, man opkvalificerer sig og dermed bliver mere interessant for arbejdsgiverne, siger Jobcenterchef Pia Gertsen.

Oplagt at støtte

Vibeke Ejlertsen, der er formand for Det Lokale Beskæftigelsesråd, er ikke tvivl om, at det er en oplagt indsats for Beskæftigelsesrådet at støtte.

- I Beskæftigelsesrådet har vi nøje fulgt jobcentrets arbejde med virksomhedsmentorer og har især bidt mærke i de meget fine resultater, som indsatsen har givet. Der er tale om en gruppe af ledige, som har haft meget svært ved at nærme sig en plads på arbejdsmarkedet. Men med hjælp og støtte fra de mentorer på virksomhederne, som jobcentret samarbejder med, har vi set rigtig flotte resultater for disse kandidater. Derfor var det helt oplagt, at Det Lokale Beskæftigelsesråd bevilgede penge til uddannelse af endnu flere virksomhedsmentorer, og jeg glæder mig fortsat til at følge jobcentrets tætte samarbejde med de lokale virksomheder, slutter Vibeke Ejlertsen.

Oversigt

    Oversigt