Jorden kalder alle unge på Fyn

Under overskriften 'Jorden kalder' har de danske landbrugsskoler og Dansk Landbrug skudt en omfattende rekrutteringskampagne i gang.

På Fyn er Dalum Landbrugsskole klar til at tage imod de forhåbentlig mange unge, som efter at have set kampagnen, får lyst til at vide mere om landbrugsuddannelserne.

Til januar starter godt 100 nye elever på Modul 2 på Dalum Landbrugsskole, der sammen med de 200 igangværende jordbrugsteknologer, agrarøkonomer, driftsledere og modul 1b-elever skal være 300 ambassadører for kampagnen.

- Den bedste måde, vi kan fortælle om uddannelsen på, er, når vores elever går ud og anbefaler os til deres venner og bekendte. Derfor bliver alle de nye elever udstyret med kampagnemateriale, som de kan bruge til at sprede budskabet om, at en fremtid i landbrugserhvervet er værd at satse på, siger forstander på Dalum Landbrugsskole, Jørgen P. Jensen.

Kampagnen er lavet i samarbejde med filminstruktør Tomas Villum Jensen, der har medvirket som instruktør på de reklamefilm, som vil blive vist i biografer og tv fra 28. december - 27. marts.

Landbrugsskolerne håber at kunne nå målet på 1200 nystartede elever pr. år på landsplan inden for de kommende år. I dag ligger tallet på ca. 900 elever om året. Kampagnen vil foruden tv-reklamer og avisannoncer også få eget callcenter, hvor man kan søge oplysninger om landbrugsuddannelserne.

www.dalumlandbrugsskole.dk.

Oversigt

    Oversigt