I det fynske folks tjeneste

Juleindbrud: Fyn blandt de hårdest ramte landsdele

Der er anmeldt 89 indbrud på Fyn siden juleaften.

I juledagene tæller Rigspolitiet anmeldelser om indbrud i villaer, lejligheder, værelser og landejendomme. De fleste anmeldelser er sket i Nordsjælland, Østjylland og på Fyn. (Arkivfoto) Foto: Jonas Mattson

Opdatering

  • 27. dec 2019 kl. 10:34 Opdateret med nye tal fra Rigspolitiet

I juledagene er der indtil nu registreret 742 anmeldelser om indbrud, og 89 af disse indbrud er sket på Fyn. Det oplyser Rigspolitiet 27. december.

Opgørelsen strækker sig over antallet af anmeldte indbrud siden 20. december og går foreløbigt til og med anden juledag. Det samlede antal er lavere end sidste år, men svarer nogenlunde til niveauet for tidligere år.

Læs også Sådan undgår du indbrud i julen

Hårdest ramt er borgere i Nordsjælland og Østjylland. I den sidstnævnte politikreds er det dog lykkedes for betjente at anholde en mistænkt indbrudstyv, blandt andet takket være en hundepatrulje. 

Manden, der havde effekter fra et indbrud på sig, da han blev anholdt, blev fremstillet for en dommer i grundlovsforhør 2. juledag.

SÅDAN UNDGÅR DU INDBRUD

Syv gode råd fra Fyns Politi

  • Døre og vinduer skal være forsvarligt lukkede og låste.

  • Fjern dine værdifulde ting, så de ikke kan ses udefra.

  • Lås dit værktøj og dine haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud.

  • Hvis du kan nå det inden juleaften, så opsæt bevægelsescensorer, der tænder lys uden for dit hjem, når nogen nærmer sig.

  • Tænd lyset i et par værelser, og brug automatiske tænd-sluk-ure.

  • Lad være med at lave et facebookopslag, der fortæller, at du er bortrejst i julen eller holder jul hos familien i Jylland.

  • Lav aftaler med dine naboer om at benytte carport, skraldespand og så videre, så det ligner, at der er nogen hjemme.

Se mere

Den tredjehårdest ramte politikreds er Fyn.

Fredelige Bornholm

I juledagene tæller Rigspolitiet anmeldelser om indbrud i villaer, lejligheder, værelser og landejendomme.

Det viser sig, at de fleste anmeldelser er sket i Nordsjælland, Østjylland og på Fyn.

Hos Nordsjællands Politi er der 2. juledag om morgenen dog ingen anholdte indbrudstyve, oplyser vagtchefen.

Læs også Villakvarter hårdt ramt juleaften: 16 indbrud inden for få timer

At dette område i landet er mest plaget, er ikke nogen stor overraskelse og følger helt traditionerne. I de nordsjællandske hjem er der flere værdier end i andre landsdele.

I bunden af statistikken ligger Bornholm. Her har ingen borgere anmeldt indbrud. Derefter kommer Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi samt Københavns Politi.

Rolig anden juledag på Fyn - indtil nu

På Fyn blev der anmeldt 28 indbrud juleaften, og første juledag blev der anmeldt 22 indbrud. Natten til anden juledag har dog været ganske rolig, fortæller vagtchefen hos Fyns Politi.

- Det har ikke været voldsomt. I løbet af natten og frem til nu det er ikke alverden. Ét er jo galt nok, men jeg tror, vi har haft et eller to forsøg, der er anmeldt, og et enkelt sted, hvor de er lykkedes med at komme ind. Vi kan også godt nøjes med ganske lidt, så det er rigtig fint, siger vagtchef Kenneth Taanquist.

Læs også Så mange fynske hjem har haft indbrud i julen

Han understreger dog, at det kan ændre sig i løbet af dagen, som rigitg mange familier bruger på at rejse hjem fra juleferie.

- Lad os nu se, hvad dagen bringer, når folk begynder at komme hjem, siger vagtchefen.

FAKTA

Siden fredag har politiet landet over fået 742 anmeldelser om indbrud i private hjem. Sådan er anmeldelserne fordelt på politikredsene:

 

 * Nordsjællands Politi: 121
 * Østjyllands Politi: 111.
 * Fyns Politi: 89.
 * Midt- og Vestsjællands Politi: 66.
 * Syd- og Sønderjyllands Politi: 63.
 * Midt- og Vestjyllands Politi: 63.
 * Sydøstjyllands Politi: 60.
 * Københavns Vestegns Politi: 50.
 * Nordjyllands Politi: 44.
 * Københavns Politi: 41.
 * Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi: 34.
 * Bornholms Politi: 0.


 Kilde: Rigspolitiet.

Se mere