Julelys over Fyn: Julestemningen bredte sig i ti fynske byer

-Jeg glæder mig i denne tid, sang Peter fra Peters Jul, mens den kunstige sne væltede rundt om ham. Gense alle de sjove øjeblikke fra Den Store Fynske Juletræstænding her.

Peters Jul var stykket, som Nyborg Voldspil havde øvet på og glædet sig til at fremføre netop i disse dage i Nyborg. Men det er aflyst, og derfor var Den Store Fynske Juletræstænding fredag eftermiddag en eksklusiv mulighed for at opleve en smule af forestillingen. Eventet var arrangeret og koordiret af ti fynske byer i samarbejde med TV 2 Fyn Event.

I Nyborg blev byens store juletræ på havnen tændt og lystændingen ledsaget af sang fra byens dygtige voldspillere. Men også i hele ni andre fynske byer, blev der spredt julestemning og lys denne fredag.

Julemanden fejlede

I Faaborg måtte Julemanden have assistance, da lysene i juletræet ikke reagerede på hans fagter og kommandoer, men forblev mørkt, mens,vægtere og nisser så på. Hjælpen kom fra "Lysets Engel", der i skikkelse af Jim Lyngvild pustede i en grangren og på den måde sørgede for, at også Faaborg fik lys i byens store juletræ midt på torvet.

-Ej, det var godt det lykkedes, lød det fra den lokale reporter.

DISSE BYER DELTOG:

Lille hjælper i Odense

Og sådan gik det slag i slag i en times tid, efter at Signe Ryge med hjælp fra Odenses borgmester Peter Rahbek Juel havde fået tændt Odenses juletræ på Flakhaven. Men heller ikke i Odense var noget, som det plejede. Her er der nemlig normalt 12-14.000 mennesker forsamlet for at se Julemanden flyve ind med en kane og tænde juletræet med en kæmpe stjernekaster. I år var pldsen stort ser tom, og Julemanden havde fået en lille vikar.

-Han har taget en flot juletrøje på i dagens anledning og er nærmest ved at revne af stolthed over, at han får lov at trykke på knappen, fortalte hjælperens far, borgmester Peter Rahbek Juel. 

Handl lokalt

Alle ti fynske byer har investeret i julebelysning og tænkt kreativt i dagens anledning, og det er der mindst to grunde til. For det første er det jo en tradition, som i følge historiker og museumsinspektør på Møntergården, Dyveke Skov Larsen, i mange byer har eksisteret i mindst 100 år. Hver af de ti fynske byer har deres egne traditioner, som byens borgere kender og ser frem til. 

-Byens udsmykning er noget af det, en by kan! Byen er smykket lige så flot, som den plejer at være, slog Odenses Cityforenings direktør, Peter Bøgholm fast.

Julelysene skal lokke fynboerne til at besøge byerne og handle i butikkerne. For i 2020 har de lokale handlende mere end nogensinde brug for, at fynboerne handler lokalt, lød det flere steder fra.

-Det er vigtigt, at vores by gør, hvad den kan for at holde fast i rammerne med hygge og familierne, der kan være sammen, sagde Langelands borgmester Tonni Hansen til TV 2 Fyns reporter. De stod foran et sneklædt træ i Rudkøbings bymidte, der dermed kan give garanti for hvid jul. Og sneen er endda bæredygtig, lovede borgmesteren.

På Vestfyn pointerede Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd, at det også er klimavenligt at handle lokalt:

-Det er en rigtig god idé at handle lokalt og ikke købe noget på nettet, som skal fragtes den halve jord rundt, opfordrede han.

Har du lyst til at se, hvordan der kom Julelys over hele Fyn, kan du se eller gense hele sendingen her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt