Jurist: Ekstra el-regning bryder reglerne

Forbrugerne skal ikke have ekstra penge op af lommen, fordi Sydfyns Elforsyning (SEF) har opkrævet for lidt i ti år, mener jurist. SEF afviser anklagen.

Ifølge Sydfyns Elforsyning har selskabet opkrævet for lidt i varmeregning hos deres kunder i de seneste ti år.

Derfor får kunderne nu en ekstraopkrævning på 17 millioner kroner, der svarer til det samlede beløb, Sydfyns Elforsyning kunne have opkrævet i løbet af de ti år.

Men det holder ikke, lyder det fra Morten Sinding, forbrugerjurist og talsperson for Elforbundet.dk. Ifølge ham er Sydfyns Elforsyning for sent ude med deres opkrævning.

- Groft sagt er alle ekstraopkrævninger, der er mere end tre år gamle, forældet. Selv hvis de var opkrævet inden for tre år, skulle de være meldt langt tidligere, end det er tilfældet, forklarer Morten Sinding.

Han tilføjer, at kunderne har handlet i god tro.

- Kunderne har ikke haft mulighed for at vide, at de har betalt for lidt. De har handlet i god tro. Så kan man ikke komme og opkræve det af dem, siger Morten Sinding.

SEF: Vi har Energitilsynet i ryggen

Hos Sydfyns Energiforsyning forholder man sig nøgternt til forbrugerjuristens kritik. Administrerende direktør Anders J. Banke fortæller, at de har fået grønt lys fra Energitilsynet.

- Jeg kan kun sige, at vi har fået tilsagn fra Energitilsynet. Det er det, vi henholder os til, siger han til TV 2/FYN.

Anders J. Banke fortæller, at ekstraregningen kommer nu, fordi Sydfyns Elforsyning i 2005 bad Energitilsynet udregne hvor meget, de måtte kræve i betaling for deres el.

Først i 2016 kom svaret fra tilsynet, der viste, at Sydfyns Elforsyning havde ret til at opkræve mere, end de havde gjort. Dermed fulgte justeringen af prisen og ekstraregningen på 17 millioner kroner til kunderne.

- Vi opkræver det, vi må, siger Anders J. Banke.

Overvejer at gå rettens vej

Men Sydfyns Elforsynings kunder bør ikke betale ekstraregningen ukritisk, fastholder Morten Sinding, der er forbrugerjurist og talsperson for Elforbundet.dk.

- Hvis det var mig, der fik den regning ind ad døren, ville jeg ikke betale den. Selvom de har fået lov af Energitilsynet, så er reglerne skærpede, når det handler om forbrugerforhold. Så må de regulere prisen fra 2017 og frem. De kan ikke gøre det med tilbagevirkende kraft, fastholder han.

Sammen med Elforbundet.dk vil han nu overveje at tage sagen op i retten.

- Hvis kunderne gør indsigelser i den her sag, så får de medhold. Det er jeg sikker på. Men der er mange, der ikke kan overskue at skulle føre sådan en sag.

- Så hvis det er holdningen fra Sydfyns Elforsyning, så vil vi overveje at få prøvet sagen ved domstolene, siger Morten Sinding.

Indkrævningen af de 17 millioner kroner startede allerede i sidste kvartal af 2016, og den ekstra opkrævning er overstået i 2017. Sagen følger et historisk dårligt regnskab for Sydfyns Elforsyning i 2015, hvor resultatet blev et minus på 12,3 millioner kroner.

Sydfyns Elforsyning forventer også i 2017 at komme ud med underskud.

Oversigt

    Oversigt