I det fynske folks tjeneste

Justitsminister: - Vi har et bandeproblem i Danmark

I kølvandet på den skudepisode i Vollsmose, der i juni kostede en uskyldig mand livet, mener justitsminister Nick Hækkerup (S), at der skal gøres mere for at sætte ind over for bandeproblematikken.

Justitsminister Nick Hækkerup kalder det et "kæmpestort problem", at episoder som skuddrabet i Vollsmose finder sted. Foto: TV 2

- Det ser planlagt og organiseret ud, og det vidner om en grovhed, som vi slet, slet ikke er vant til, og som vi slet ikke skal have i Danmark. 

Sådan siger justitsminister Nick Hækkerup (S) om de overvågningsbilleder, der viser de mænd, der i juni var involveret i en skudepisode i Vollsmose. Episoden kommer i kølvandet på en længerevarende konflikt mellem to grupperinger i området. 

En tilfældig 31-årig mand uden relation til de to grupper blev fanget i krydsilden og mistede livet. En anden 31-årig mand med tilknytning til den ene af de to grupper blev ramt af fire skud, men overlevede. 

Læs også Sådan forløb skudepisoden, der kostede uskyldig mand livet

Overvågningsbillederne blev torsdag offentliggjort af Fyns Politi, som håber på offentlighedens hjælp til at finde frem til gerningsmændene.

Ikke overrasket

Justitsministeren har siden episoden fandt sted været i dialog med politiet og er derfor ikke overrasket over det netop offentliggjorte indhold.

- Vi har simpelthen et bandeproblem i Danmark, og vi har et problem med nogle udlændinge, som begår en type kriminalitet, som vi ikke er vant til i Danmark, og som der skal sættes meget, meget hårdere ind over for.

I august præsenterede Socialdemokratiet deres udspil til et nyt politiforlig.

Læs også Politiet: Her er manden bag drabet i Vollsmose

Her kom det blandt andet frem, at man vil styrke det nære politiarbejde med 300 betjente, som skal fjernes fra Rigspolitiet. Derudover vil man uddanne 300 ekstra betjente. 

Samtidig ønsker man også at oprette 20 nærpoliti-enheder rundt omkring i landet.

Det er dog ikke kun flere betjente, justitsministeren ser som løsningen. 

- Det skal ske ad flere veje. Punkt et; politiet skal have flere ressourcer. Punkt to; vi skal være mere tilstede i de her udsatte boligområder. Punkt tre; de, som begår sådan nogle forbrydelser, skal fjernes fra områderne - altså smides ud af deres lejligheder. Og punkt fire; vi kommer til at se på en ny bande/rocker-pakke, som vil have initiativer, som retter sig specifikt mod de her typer, siger han.

Han mener derudover, at flere udvisninger kan være en del af løsningen.

Kæmpestort problem

Flere ordførere har torsdag kaldt skudepisoden "uhyggelig", og SF har peget på mere forebyggelse, Venstre på skærpede straffe, mens Konservative fremhæver øgede ressourcer til politiet. 

- Det er et kæmpestort problem. Meget er gjort, og meget rigtigt er gjort, men der er jo tydeligvis behov for, at der skal gøres mere. Vi skal være bedre til at få fat i dem, som begår de her ting, og vi skal i øvrigt også være bedre til at straffe dem for det, der bliver begået, siger Nick Hækkerup.

Læs også Efter skuddrab: Ordførere peger på skærpet straf, forebyggelse og mere politi

Forhandlinger om det nye politiforlig er begyndt, og når det vedtages, vil det gælde fra 2021.