Jysk Fynske Medier opkøber lokalaviser på Sjælland

En række lokalaviser, herunder Helsingør Dagblad, skifter hænder med opkøb fra Jysk Fynske Medier.

Mediehuset Jysk Fynske Medier, der står bag en række af Danmarks største regional- og lokalaviser, har købt North Media Aviser, der blandt andet udgiver Helsingør Dagblad.

Det oplyser North Media til fondsbørsen.

Dermed ser Helsingør Dagblad umiddelbart ud til at være reddet. Dagbladet var sat til salg, og hvis ikke en køber meldte sig inden udgangen af april, ville avisen lukke.

Men i stedet for kun at købe Helsingør Dagblad har Jysk Fynske Medier altså købt hele North Medias avisafdeling, North Media Aviser.

Det er ud over Helsingør Dagblad også Lokalavisen Nordsjælland og en række lokalaviser i København.

Driften af North Medias avisafdeling gav sidste år et underskud på 5,6 millioner kroner før særlige poster såsom nedskrivninger ud af en omsætning på omkring 94 millioner kroner.

Jysk Fynske Medier har i forvejen 13 dagblade og 53 ugeaviser på Jylland og Fyn. Herunder JydskeVestkysten og Fyens Stiftstidende. Med de nye erhvervelser kan mediehuset dermed føje Sjælland til sin interessesfære.

- Vores virksomhed eksisterer for at understøtte demokrati og sammenhængskraft i de lokale områder, og vi føler os forpligtet til at forsøge at løfte denne opgave i Helsingør, siger Jysk Fynske Mediers direktør, Jesper Rosener

Jysk Fynske Medier vil omgående tage kontakt til annoncører, læsere og abonnenter i alle lokalavisernes områder for "at sikre, at der findes opbakning til at fortsætte driften."

Der er tale om Vanløse Bladet, Frederiksberg Bladet, Nørrebro/Nordvest Bladet, Østerbro Avis, Valby Bladet/Kgs. Enghave Bladet, Vesterbro Bladet, Amager Bladet og City Avisen.

 

Oversigt

    Oversigt