K: Problem med IS-tilhængere i fængsler skal afdækkes

Vi skal tage det alvorligt, når terrorhandlinger tiljubles blandt indsatte, siger K-ordfører Mai Mercado.

De Konservative vil have afdækket, hvor udbredt det er, at indsatte med muslimsk baggrund sidder og jubler over tv-indslag om militante islamistiske gruppers aktioner rundt om i verden.

Det siger De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado, som reaktion på en artikel fredag i Fyens Stiftstidende.

- Det er tilsyneladende et større problem, end nogen af os havde forestillet sig, siger hun.

Fængselsbetjente fra de lukkede fængsler i Nyborg og Ringe fortæller til avisen, at de jævnligt oplever, at indsatte for eksempel jubler og kommenterer indslag i tv om selvmordsbomber med råb som "død over jøderne".

- Vi har indsatte, som højlydt bifalder, når de ser nyhedsindslag om amerikanske soldater, der er blevet dræbt, fortæller Mette Nielsen, tillidsrepræsentant for betjentene i Statsfængslet i Nyborg, til avisen.

- Det kommer meget bag på mig. Jeg troede slet ikke det fandt sted i så stort et omfang, siger Mai Mercado.

Konkret ønsker hun klarhed over, om samtlige af den slags hændelser bliver registreret.

Spørgsmål: Men de indsatte har jo lov til at give udtryk for deres holdninger?

- Ja, det har de. Vi skal netop ikke gå op mod det her ved at stramme ytringsfriheden, og det kan vi heller ikke, men vi skal tage det alvorligt, når det sker. Der bliver jublet over død, vold og ødelæggelser af vestlige værdier, siger Mai Mercado.

- Derfor skal vi have afdækket problemet og opfordre til, at fængslerne reagerer på det, når det sker. Og hvis det ender med en diskussion om manglende ressourcer, så vi må tage den diskussion, siger Mai Mercado.

Oversigt

    Oversigt