Kæmpe vindmøller på Ærø endelig godkendt

Fyns Amt godkendte torsdag planerne om at opstille tre 100 meter høje vindmøller ved Rise Mark på Ærø. De tre møller, der vil stå færdige om et år, kommer til at dække halvdelen af Ærøs energibehov.

-

Fyns Amt godkendte torsdag planerne om at opstille tre 100 meter høje vindmøller ved Rise Mark på Ærø. De tre møller, der vil stå færdige om et år, kommer til at dække halvdelen af Ærøs energibehov.


Efter måneders hidsig debat om seks kæmpe vindmøller på Ærø er den nødvendige øvre planlægning nu endelig på plads. Både på landsplan og amtsplan er opstillingen af tre vindmøller ved Rise Mark godkendt. Til gengæld har både Fyns Amt og Miljø- og Energiministeriet afvist, at der bliver opstillet tre lignende møller ved Leby Kobbel.


I første omgang nedlagde Miljø- og Energiministeriet veto mod opstilling af alle seks møller, men efter en forhandling med Fyns Amt, godkendte ministeriet, at der bliver opstillet tre møller ved Rise Mark.


Lokalplan mangler
Nu mangler Ærøskøbing Kommune blot at udarbejde en kommuneplan og en lokalplan før VE-organisationen på Ærø kan gå i gang med opførelsen af vindmøllerne. I følge Fyns Amt kan byggeriet stå færdig i slutningen af 2002.


VE-organisationens plan var oprindeligt, at de seks vindmøller skulle dække hele Ærøs energibehov, men da kun tre af møllerne bliver opstillet, vil kun halvdelen af øens energibehov blive dækket med vindkraft.


Beslutningen om at opstille tre kæmpemøller ved Rise Mark betyder, at 11 mindre vindmøller bliver nedtaget.

Oversigt

    Oversigt