Kæmper for at følge med: Fynboer slår tiden ihjel med puslespil

Mange mærker kedsomheden i disse tider. Men flere vælger at slå tiden ihjel med puslespil, og det ses tydeligt i det lille, fynske firma Mark&Waldorf.

For mange synes dagene at gå meget langsomt under corona-karantænen. For hvad skal man dog få tiden til at gå med, når man befinder sig inden for hjemmets fire vægge næsten 24 timer i døgnet? 

quote Den her periode er både skæg og voldsom. Det er en udfordring at få tingene til at hænge sammen og det går rigtig hurtigt

Helge Mark Waldorf, indehaver, Mark&Waldorf

En af de helt store tendenser er overraskende nok blevet, at man lægger puslespil. Det mærker de tydeligt i det lille firma Mark&Waldorf i Gummerup. Her arbejder de nemlig alle ugens syv dage for at følge med i efterspørgslen på puslespil.

- Vi har aldrig oplevet noget lignende. Jul og black friday er vand ved siden af det her. Det er både en udfordring at få varene ud af døren og også at få varene hjem, fortæller Malene Mark Waldorf, der sammen med sin mand er indehaver af firmaet Mark&Waldorf. Hendes mand Helge Mark Waldorf supplerer: 

- Den her periode er både skæg og voldsom. Det er en udfordring at få tingene til at hænge sammen og det går rigtig hurtigt, siger han.

Enorm efterspørgsel

Mark&Waldorf har eksisteret i syv år og er drevet af ægteparret Malene Mark Waldorf og Helge Mark Waldorf. Ud over puslespil sælger de også boligtilbehør, artikler til badeværelset, plakater og meget mere. Men det er altså puslespil, der i øjeblikket er i høj kurs.

Det ses også tydeligt på lageret, hvor rækker af høje industrireoler fordelt på flere gange er godt fyldt op med puslespil. Indehaveren Malene Mark Waldorf går med hastige skridt mellem reolerne for at pakke dagens varer til spændte kunder.

På reolsystemerne på lageret hos Mark&Waldor bugner hylderne med puslespil i forskellige former, motiver og farver.
På reolsystemerne på lageret hos Mark&Waldor bugner hylderne med puslespil i forskellige former, motiver og farver.

- De mest efterspurgte puslespil er dem, der har en speciel facon. I det hele taget så handler det om, at det gerne må være anderledes end motivet med en tysk bjergtop, som alle kender, siger hun, mens hun med et nyt puslespil under armen går hen ved siden af sin mand og begynder at pakke.

Normalt kan Mark&Waldorf tilbyde omkring 150 puslespil med forskellige motiver, former og farver, men den store efterspørgsel betyder, at de lige nu kun har omkring 70 forskellige puslespil på lager.

Malene Mark Waldorf fortæller også, at det kan være svært at få puslespil hjem, da flere af deres leverandører i perioder lukker ned for produktionen.

- Vi har flere gange haft udsolgt af vores puslespil, men vi gør alt, hvad vi kan i øjeblikket. Vi sørger for at få store sendinger hjem hele tiden, men det er ikke uden kamp og tårer, for det er rigtig svært at få varer hjem, siger Malene Mark Waldorf.

En anden måde at være sammen på

Én af de familier, der også bruger den ekstra tid under coronaudbruddet på at samle puslespil, er familien Hintze, der bor i Kerteminde.

De lægger puslespil som et afbræk fra de mange digitale aktiviteter, men også som en anden måde at være sammen på. Og det er noget, der fanger hele familien.

- Selv børnene kan finde på at gå fra deres X-box for at lægge et par brikker sammen med os, siger Pierre Hintze og fortsætter: 

- En dag sad vi i næsten otte timer i streg og lagde puslespil. Vejret var ikke så godt den dag, og puslespillet var en anden måde at samle familien på.

For hans hustru Inge er det også netop nu i disse tider, at man har muligheden for at samle puslespil i otte timer, uden det går ud over andre aktiviteter.

I Kerteminde nyder parret Pierre og Inge Hintze at samle puslespil med hinanden.
I Kerteminde nyder parret Pierre og Inge Hintze at samle puslespil med hinanden.

Puslespil i stedet for påskeæg og blomster

Et nyt initiativ er også blomstret frem på lageret som følge af corona-situationen. Mange må nemlig droppe påskefrokoster og sommerhushygge, i det hele taget at se sine nærmeste i påsken.

Så i stedet for at sende en blomst eller give et påskeæg, er der flere, der køber et puslespil og får Malene og Helge Mark Waldorf til at skrive et kort til modtageren.

- Nogle af vores kunder begyndte at skrive, om vi kunne skrive et kort og lægge sammen med ordren. Når folk ikke kan besøge hinanden i den her tid, så er det en kærlig tanke at sende et puslespil, som de kan sidde og hygge sig med, siger Malene Mark Waldorf.

For tiden har Malene Mark Waldorf og Helge Mark Waldorf ikke meget fritid. Ud over firmaet har de nemlig også to børn, og da de kun er dem selv i butikken, er der nok at se til. Derfor overvejer Helge Mark Waldorf om det kunne være tid til at ansætte lidt hjælp.

- Vi arbejder alle ugens dage, også om søndagen. Ellers kan vi simpelthen ikke nå det. Vi har klart overvejet at få folk ind for at hjælpe, men lige nu har vi ikke tid til andre overvejelser end at pakke varer, fortæller Helge Mark Waldorf.

Helge og Malene Mark Waldorf arbejder alle ugens syv dage og har ikke tid til meget andet end at pakke ordrer til forventsningsfulde kunder, der glæder sig til at slå tiden ihjel med et puslespil.
Helge og Malene Mark Waldorf arbejder alle ugens syv dage og har ikke tid til meget andet end at pakke ordrer til forventsningsfulde kunder, der glæder sig til at slå tiden ihjel med et puslespil.

Kan man nyde succesen?

Selvom virksomheden har eksisteret i syv år, så er det først inden for det sidste år, de har føjet puslespil til deres sortiment. Og siden de lancerede puslespil på hjemmesiden, er populariteten kun steget.

quote Med et puslespil, så kan man 'besøge' en storby i påsken alligevel

Malene Mark Waldorf, indehaver, Mark&Waldorf

- Vi har hele tiden solgt mange puslespil, men på grund af coronavirus, så er det lige pludselig noget, som alle kan bruge derhjemme, siger Malene Mark Waldorf.

Malene og Helge Mark Waldorf har normalt ingen problemer med at fylde en arbejdsuge ud med opgaver, og for tiden oplever de at have op til syv til otte gange så travlt. Det er naturligt en stor succes for dem, men som de i nogle henseender har haft svært ved at nyde, situationen taget i betragtning.

- Vi snakker meget om, om vi overhovedet kan tillade os at være glade for, at det går så godt lige nu. Det har vi besluttet os for, at det må vi godt, siger Malene Mark Waldorf og fortsætter: 

- Vi kan se på vores Facebook-side, at folk bliver glade, når de åbner pakkerne. De får en masse god underholdning, som de kan få tiden til at gå med.

Normalt tager mange også på ferie i påsken, men også det er der sat en stopper for. Der er dog hælp at hente, for som en lille trøst kan man samle et puslespil med motivet af en storby. Så er det ifølge Malene Mark Waldorf lidt som at være ude og rejse alligevel.

- Jeg har en veninde, der skulle have været til Paris i påsken, og hende har jeg sendt et puslespil med Paris som motiv som en lille trøst, siger Malene Mark Waldorf og fortsætter: 

- Med et puslespil, så kan man 'besøge' en storby i påsken alligevel.

Tiden går sindssygt langsomt for rigtig mange under Corona-karantænen. Men, har man hobbies, så går det endda. Det mærker de i et firma i Gummerup. De arbejder alle ugens syv dage for at kunne følge med efterspørgslen på - og det er måske en overraskelse for mange - puslespil.

Oversigt

    Oversigt