Kampvogns-tropper klar til kamp for fred

Snart rykker fynske kampvognstropper til Afghanistan. Målet er ikke at slå ihjel, men at opretholde freden.

De sidste danske kamptropper er trukket ud af Afghanistan og tilbage er kun tropper, som skal uddanne afghanere og opretholde freden i området.

Nogle af dem, som snart skal afsted til Afghanistan, er Anders Skov Madsen og Anders Knudsen fra Fyn. De er kampvognstropper og forlader snart Danmark til fordel for støv, ørken og ekstrem varme i det centralasiatiske land.

Ubeskriveligt forhold

I kampvognen er der plads til fire soldater. Tre af dem er fynboer.

- Det er perfekt. Det kunne jo ikke blive bedre, siger Anders Knudsen fra Nyborg og bliver bakket op af kollega Anders Skov Madsen fra Kerteminde:

- Det gør det jo lidt sjovere. Vi snakker fynsk til hinanden og bliver drillet med, at vi er fynboer, siger han.

Anders Skov Madsen er skytte i kampvognen, mens Anders Knudsen er chaufføren. Derudover er der en tredje fynbo, som er hjælper, samt en delingsfører, som ikke er fynbo.

Den trænge plads i kampvognen gør, at soldaterne udvikler et helt særligt venskab med hinanden.

- Det er helt ubeskriveligt. Man får et forhold til de tre andre personer i vognen, som man ikke kan få nogle andre steder, siger Anders Knudsen.

Ikke anderledes end fodboldspillere

2707 kampvogn2

Det er ikke første gang, de skal drage i krig. Anders Skov Madsen har tidligere været i Afghanistan, hvor han fik brug for al den erfaring, han havde samlet under træningen i Danmark.

- Jeg har skudt dernede, og det var for at forsvare nogle af vores andre som Taleban skød på. Det var lidt en eufori-stemning. Man var glad for at ens træning, blev brugt til noget, siger Anders Skov Madsen.

Det er ikke mange, der oplever at skyde mod andre mennesker. Men Anders Skov Madsen ser det som en naturlig ting.

- Det er mit job. Det er ligesom fodboldspillere, som træner til at spille kamp i weekenden. Så går jeg herhjemme og træner med kampvognen til at prøve det rigtigt.

De to fynboer drager til Afghanistan henholdsvis den 29. juli og 1. august. Selvom det er lige om lidt, så er stemningen i kampvognen god, fortæller Anders Skov Madsen.

- Vi føler os klar. Det har vi været det sidste halve år faktisk, siger han.

Oversigt

    Oversigt