Kan en strikkeklub bekæmpe kræft-berøringsangst?

Et nyt initiativ skal både pynte og varme kræftpatienters hoveder samt være med til at fjerne den berøringsangst, der ofte er forbundet med kræft.

Det er ikke en hvilken som helst strikkeklub. Et nyt initiativ i Odense, skal være med til at glæde kræftpatienter rundt omkring på øen med flotte huer.  Initiativet er inspireret af en københavnsk gruppe, som kalder sig Kemoheads, der strikker og indsamler huer, hatte og kasketter til "kemohoveder". 

Ninna Varming er kræftpatient i Svendborg, og hos hende glæder det nye initiativ. 

- Det er en rigtig god ting, og det er noget, der hjælper en videre hver dag, Man kan tænke på, at der er nogle, der slet ikke kender én, som har lyst til at gøre et stykke arbejde. Det, synes jeg, er dejligt, siger Ninna Varming. 

quote Jeg fik en mail fra en 16-årig pige, som skrev, at hun håbede, at hun måtte være med. Hun havde nemlig allerede hæklet en hue. Og hun boede faktisk i Haderslev. 

Christina Landry Brandt, initiativtager 

Idékvinden bag projektet er Christine Landry Brandt. Hun har mærket stor opbakning til projektet. 

- Folk er helt vilde. Jeg har fået en masse mails fra folk, der synes, at det er et virkelig godt initiativ, og som allerede er gået i gang med at strikke og hækle, fortæller Christine Landry Brandt. 

Det hjælper at tale om det

Christine Brandt har allerede afleveret første sending garn til Kulturmaskinens strikkeklub, som vil forvandle det til flotte, lune huer. Kræftpatient Ninna Varming håber på, at det nye projekt kan gøre en større forskel end bare at varme hoveder. Hun bliver nemlig tit mødt med berøringsangst overfor sin sygdom. 

- Jo mere man snakker om det, jo bedre er det. Jo mere får man ændret på den angst eller berøringsangst. Jeg kan selv mærke det. Når jeg går ud, gør jeg det ikke uden en hue eller en bøllehat. Sidder jeg inden for sammen med nogen, har jeg det også på. Ellers spørger jeg ad, om det er okay, at jeg tager den af, fortæller Ninna Varming. 

 

Initiativkvinden håber også på, at huerne bare kan gøre en lille forskel for patienterne. 

- Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan kurere kræft eller give dem et bedre liv, men hvis man kan give dem et smil på læben, så synes jeg, det er det hele værd, siger Christine Landry Brandt. 

Hvis du er nysgerrig omkring projektet, kan du læse mere her. Du kan også kontakte de frivillige på kemoheadsfyn@gmail.com, hvis du vil hjælpe med at strikker huer eller vil give dit garn væk. 

Oversigt

    Oversigt