Katastrofeekspert med opsang til medier: Så fat det dog!

En såkaldt 50-års-hændelse sker ikke nødvendigvis hvert 50. år. Det forklarer en forsker, der mener, at medierne har misforstået begreberne.

Stormen Ingolf resulterede i forhøjet vandstand flere steder på Fyn. Blandt andet i Nyborg, hvor vandstanden nåede et sjældent højt niveau i Slipshavn. Her blev vandstanden sent søndag aften målt til 141 centimeter over det normale niveau.

Og fordi den ekstraordinære høje vandstand overskred 140 centimeter over normalen, var der i Slipshavn tale om en såkaldt 50-års-hændelse. 

quote Naturen har ikke hukommelse, den kan ikke huske, hvad der skete sidste år. Så det er ikke noget med, at en 50-års-hændelse sker hvert 50. år eller at det er 50 år siden, den sidst skete

Rasmus Dahlberg

Altså en hændelse, der sker hvert 50. år. Eller hvad?

- Jeg har bemærket, at især i tabloidpressen der elsker man at skrive 50-års-hændelse, 100-års-hændelse. Drama. Så siger man i medierne, at det betyder, at det er et højere vandniveau, end vi har set i de seneste 50 eller 100 år. Jeg kan godt forstå, man bliver forført af det her begreb, men det er et statistisk begreb - og statistik det er svært at forstå, siger Rasmus Dahlberg, der er forfatter og historiker med speciale i katastrofer og beredskab.

Han gør dog alligevel et forsøg med statistikken og forståelsen. 

- Naturen har ikke hukommelse, den kan ikke huske, hvad der skete sidste år. Så det er ikke noget med, at en 50-års-hændelse sker hvert 50. år eller at det er 50 år siden, den sidst skete. Det er en måde at udtrykke sandsynlighed for, at det sker, forklarer Rasmus Dahlberg. 

Udtrykket betyder, at hvis man ser ud over en meget længere tidsperiode, for eksempel 10.000 år, så falder stormfloder i den her bestemte højde på det her bestemte sted med en statistisk sandsynlighed på for eksempel hvert 50. år.

Men tror du ikke bare, at i folkemunde betyder det, at det er 50 år siden, at vandet stod så højt i Slipshavn?

- Jo. Men det er bare ikke det, begrebet betyder. Der er to procent sandsynlighed for at få en 50-års-hændelse i 2018 - og det er der altså også selv om vi havde den i 2017, siger Rasmus Dahlberg.

Model med masser af data

Forskeren understreger, at det hele er beskrevet ud fra en model.

- Det er en sandsynlighed, der er i modellen, som er baseret på data fra DMI. Der har man lavet videnskabelige målinger af vejret i Danmark i 150 år, siger Rasmus Dahlberg. 

En sidste pointe fra forskeren er netop modellen og udviklingen i klimaforandringerne på kloden.

- Det der er en 50-års-hændelse i år, behøver ikke være en 50-års-hændelse til næste år, fordi modellen hele tiden bliver opdateret med nye data. Hvis 50-års-hændelser ser ud til at ske for tit, om man så må sige, så ændrer man parametrene i modellen. Så skal grænsen i Slipshavn måske ikke hedde 140 centimeter, men 143 eller 145 centimeter. Simpelthen fordi viser de her vejrfænomener hyppigere, siger Rasmus Dahlberg.

På sin Facebookside skriver Rasmus Dahlberg:

Okay .. så tager vi den én gang til for Grev Ingolf:

En hundredårshændelse er IKKE en hændelse, som kun sker hver 100. år, eller som det er hundrede år siden, sidst fandt sted, men derimod et fænomen (fx. særlig høj vandstand), som der HVERT ÅR er én procents sandsynlighed for indtræffer. Og fordi naturen ikke har hukommelse, så er det ligemeget, om der er forekommet lignende hændelse de tre forudgående år. Sandsynligheden for forekomst giver kun mening set over et ekstremt langt tidsperspektiv.

Så fat det det dog, journalister!

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Stormen Ingolf gav forhøjet vandstand flere steder på Fyn. Blandt andet i Nyborg, hvor vandstanden nåede et sjældent højt niveau i Slipshavn. Her blev vandstanden sent søndag aften målt til 141 centimeter. Og fordi vandstanden overskred 140 cm, var der i Slipshavn tale om en 50-års-hændelse. Men betegnelsen 50-års og 100-års-hændelse bliver ofte misforstået. Det mener Rasmus Dahlberg, der er katastrofeforsker. 

Oversigt

    Oversigt