Kendt forretningsmand fængslet for bedrageri

Kendt forretningsmand fængsler for bedrageri mod blandt andet fynsk ejendomsselskab.

En kendt 47-årig forretningsmand fra Nordsjælland er sigtet for dokumentfalsk og groft bedrageri i forbindelse med ejendoms-spekulation for et beløb på 6,1 millioner.

Det kom frem, da manden fredag blev fremstillet i grundlovsforhør i retten i Lyngby. Manden er beskyttet af navneforbud, som retten havde nedlagt allerede inden grundlovsforhøret.

K.J. Ejendomsinvest i Aarup

I forbindelse med grundlovsforhøret fremgik det, at bedrageriet på de 6,1 millioner kroner er sket ved, at manden ved hjælp af dokumentfalsk har formået at overbevise flere investeringsfirmaer, blandt andre selskabet K.J. Ejendomsinvest i Aarup, om køb af en række ejendomme.

Manden skal have indgået en rammeaftale om at videreformidle salg af 92 ungdomsboliger i Roskilde, 23 rækkehuse i Glostrup og et privathospital i Brøndby.

Til det formål skulle manden forlods have fået udbetalt 6,1 millioner kroner.

Den 47-årige nægter sig skyldig.

For lukkede døre

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre af hensyn til politiets efterforskning i sagen.

Anklager Margit Wegge, Nordsjællands Politi, ville ikke komme nærmere ind på hvorfor, men hun udelukker ikke, at der er en mulig medgerningsmand på fri fod.

Af sigtelsen mod den 47-årige fremgik det imidlertid ikke, at han skulle have gjort det, han mistænkes for, sammen med andre.

Der har tidligere været blæst om den sigtede mand. Derfor havde en dommer ved Retten i Lyngby allerede inden grundlovsforhøret nedlagt forbud mod at nævne hans navn.

Nordsjællands Politi anholdt manden torsdag eftermiddag efter en anmeldelse for dokumentfalsk og bedrageri.

- Vi modtog en anmeldelse om dokumentfalsk og bedrageri til en værdi af seks millioner kroner, og på den baggrund anholdt vi manden torsdag klokken 17, siger politiinspektør Karl Erik Agerbo, Nordsjællands Politi.

Den 47-årige forretningsmand er fængslet til 25. februar.

/Ritzau/

Oversigt

    Oversigt