Kent Nielsen om Falk: Han kan stadig udvikle sig i OB

OB-træner Kent Nielsen vil gerne forlænge kontrakten med Rasmus Falk, som sprudlede i sæsondebuten mod Hobro.

Rasmus Falk løber stadig rundt i OB, selvom han flere gange er blevet rygtet væk fra klubben. Også i dette transfervindue har rygterne svirret, men ifølge Kent Nielsen kan Rasmus Falk stadig udvikle sig i OB.

- Jeg er sikker på, at han stadig kan udvikle sig i OB. Rent fodboldmæssigt er det positivt for Rasmus at være i OB. Hvis det rigtige tilbud kommer, så er det sådan. Det har jeg jo prøvet så mange gange.

- I AaB (hvor Kent Nielsen tidligere var træner, red.) solgte vi en profil stort set hvert halve år, så det er bare en del af det.

En forlængelse af angriberens kontrakt, som udløber næste sommer, vil træneren heller ikke afvise.

- Jeg kan heller ikke se nogen grund til, hvorfor vi ikke skal holde på Rasmus Falk. Han udvikler sig fint hos os, men selvfølgelig er der noget opmærksomhed om ham. Det er dog ikke noget, som vi snakker om eller tager med ud på træningsbanen.

Selv er Rasmus Falk opsat på at finde ud af, om han kan tage næste skridt i karrieren.

- Lige nu vil jeg gerne se på det, hvis der kommer noget, som er mere spændende end OB. Det kigger jeg på sammen med min agent og min far, som er inde omkring det.

Hovedpersonen selv vil heller ikke lukke døren for OB. Hvis der ikke kommer et tilbud, så spiller han bare videre.

- Jeg lukker ikke nogle døre for noget som helst, og sådan har det været i et langt stykke tid, da jeg har været glad for at være her. Jeg ser på det, hvis der kommer noget, og ellers så spiller jeg bare fodbold.

Oversigt

    Oversigt