Kildemand smider grandprix-skuffelse i glemmebogen

Fynske Peer Kildemand vil allerhelst glemme indsatsen ved lørdagens grandprix i Horsens.

Fynboen og førstereserven Peter Kildemand kunne glæde sig over, at være bedste dansker i speedway-grandprixet i Tjekkiet for 14 dage siden, men da Horsens lørdag aften lagde slagger til endnu en afdeling af VM-serien var der meget lidt at glæde sig over.

Polakken Maciej Janowski vandt, mens Peter Kildemand og de to andre danskere havde en skidt aften og ikke formåede, at køre sig frem til semifinalerne.

De danske kørere var til blandt de ringest kørende og bragede flere gange ind i hinanden, barrieren eller nogle af de andre kørere og blev udelukket. Oven i blev Peter Kildemand ramt af maskinfejl, og led også den tort, at Kenneth Bjerre, som var med på et wildcard i stedet for en skadet Nicki Pedersen, i heat 15 kørte ind i ham, så han styrtede.

Efterfølgende blev Kenneth Bjerre udelukket fra heatet, og i omstarten var det Peter Kildemands tur til at nedlægge en modstander. Han bragede ind i svenske Fredrik Lindgren og blev derefter udelukket i det dramatiske heat.

- Jeg blev både udelukket og fik maskinfejl. Det var bare super træls. Jeg kom egentlig fint fra land i mit første heat, og så fik jeg maskinskade i mit næste heat, da jeg lå til point, sagde Peter Kildemand efter skuffelsen til Ritzau.

- Jeg kørte ikke god speedway. Der var egentlig okay fart, men jeg kørte slet ikke optimalt. Det var en aften, hvor jeg var det hele igennem, sagde den fynske speedwaykører, som smider den skuffende aften i Horsens i skraldespanden.

- Denne aften skal smides over højre skulder, og så er der et nyt løb i morgen. Vi må tage det positive med videre, siger Peter Kildemand, der kun fik kørt tre point i hus.

Oversigt

    Oversigt