To kilo tunge kendisser

Den nyeste udgave af Kraks Blå Bog vejer knap to kilo, og 40 procent af de nyoptagne er kvinder. Blandt andet en fynsk sangerinde.

For første gang nogensinde tilhører 40 procent af de nye navne i Kraks Blå Bog kvinder. I alt er 244 nye personer blevet omtalt i 2015-2016-udgaven, der vejer næsten to kilo.

Fra Fyn er disse kommet med i Blå Bog:

  • Karen Heebøll, Universitetsdirektør fra SDU
  • Torben Østergaard-Nielsen, Adm. direktør og ejer af A/S United Shipping & Trading Company
  • Carsten Ljungberg Andersen, Vice President, Nordea Liv & Pension
  • Julie Ivalo Berthelsen, Sangerinde
  • Kim Weckstrøm Jensen, Adm. direktør, Le Klint
  • Thorkild Nielsen, Adm. chef og formand for Danske Handicaporg.
  • Per Michael Johansen, Rektor og professor-

Den nyeste udgave af opslagsværket indeholder biografier af i alt 8466 personer, hvoraf 244 altså er nye navne. Af dem er 97 kvinder, mens 147 er mænd.

Når man bladrer igennem den nye udgave, vil man blandt andet kunne finde biografier af formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen, tidligere fodboldspiller Preben Elkjær og TV-værten Signe Lindkvist, der har angivet sin titel til at være "cirkusprinsesse".

Hvis man ikke orker at vende de mange sider i den tunge fysiske blå bog, kan man også bruge opslagsværket i digital form. Her kan man købe personbiografierne enkeltvis, hvis man har lyst til det. Alternativt kan man købe adgang til hele bogen.

Samtidig er forlaget ved at lægge sidste hånd på en samlet digitalisering af de i alt næsten 130.000 sider med biografier, som Kraks Blå Bog har indhentet og redigeret siden den første udgivelse i 1910.

Når digitaliseringen senere på året bliver afsluttet, bliver der online-adgang til alle 30.000 biografier.

- Kraks Blå Bog er et værdifuldt arbejdsredskab, fordi alle biografier bygger på oplysninger og tilbagemeldinger fra de optagne selv. Den digitale udgave af blå bog åbner op for en endnu større kreds af brugere.

- Og målet er fortsat at levere et autoritativt opslagsværk med ganske mange personoplysninger, som man ikke kan finde andre steder, og som kommer fra en troværdig kilde, nemlig personen selv, siger Hanne Dal.

Oversigt

    Oversigt