Kilometervis af klimavenlig asfalt på vej til Fyn

Det bliver en win-win-situation for både klima og bilister, når Vejdirektoratet udlægger klimavenlig asfalt på blandt andet Fyn.

I de kommende måneder udlægger Vejdirektoratet klimavenlig asfalt på strækninger af motorveje og hovedlandeveje over hele landet.

Således vil der både på den nyudvidede sekssporede vestfynske motorvej og på en stump fynsk landevej blive udlagt klimavenlig asfalt, meddeler Vejdirektoratet.

quote Det er bestemt noget, der vil bidrage til at gøre vores vejtransport endnu grønnere

Benny Engelbrecht (S), transportminister

På E20 Fynske Motorvej vil der i både vestgående og østgående retning blive udlagt 12 kilometer klimavenlig asfalt på strækningen fra Odense V til Aarup.

Desuden vil hovedlandevej 609 syd for Nr. Aaby få et otte kilometer langt lag af den klimavenlige asfalt.

I alt vil Vejdirektoratet lægge mere end 100 kilometer klimavenlig asfalt på 14 strækninger ud over det ganske land.

- Det er vigtigt, at vores veje og vores vejtrafik bliver langt mere klimavenlig, end det er tilfældet i dag, udtaler transportminister Benny Engelbrecht (S) i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at det for bilisterne vil betyde et lavere brændstofforbrug.

– Og det vil dermed også komme vores miljø og samfund til gavn, at vi på den måde kan reducere vores CO2-udledning. Så det er bestemt noget, der vil bidrage til at gøre vores vejtransport endnu grønnere, udtaler transportministeren.

Mindre rullemodstand

Ifølge Vejdirektoratet er den klimavenlige asfalt, der vil blive anvendt, den eneste af sin type i hele verden, og den kan have stor betydning for bestræbelserne for at gøre noget ved CO2-udledningen fra vejene.

Det skyldes, at klimavenligt asfalt har en glattere overflade og skaber mindre rullemodstand. Det reducerer bilernes brændstof og reducerer CO2.

Den mindre rullemodstand har ingen betydning for trafiksikkerheden, noterer Vejdirektoratet.

- Således viser vores beregninger, at biler og lastbiler bruger cirka 1,2 procent mindre brændstof, når der kører på veje med klimavenlig asfalt, fortæller Gert Ahé, områdechef i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

Positiv effekt på støjen

Han tilføjer, at det måske ikke lyder af meget, mens det bliver en rigtig stor CO2-besparelse, når der på et normalt år køres 26 milliarder kilometer på vores motorveje og hovedlandeveje.

Derudover viser de foreløbige resultater, at den klimavenlige asfalt også har en positiv effekt i forhold til at reducere støjen fra vejtrafikken. Det er dog endnu for tidligt at se, hvor stor støjreduktionen vil være på længere sigt, eftersom der er tale om et nyt produkt.

Den klimavenlige asfalt er et nyt, specialblandet produkt, som er udviklet siden 2011 i samarbejde mellem Vejdirektoratet, forskere fra universitetsverdenen samt fra industrien.

Fakta

Oversigt

    Oversigt