I det fynske folks tjeneste

Kina køber fynske robotter til at bekæmpe coronavirus 

Selvkørende desinfektionsrobotter UVD Robots i Odense bliver nu sendt afsted til en række hospitaler i Kina for at hjælpe med at bekæmpe coronavirus.

00:53

De fynske robotter kan udrydde stort set alle luftbårne vira og bakterier på overfladerne i et lokale. Video: Alexander Aagaard / Jonas Mattsson

Sunay Healthcare Supply underskrev onsdag en aftale med den danske virksomhed UVD Robots i Odense. De første robotter er allerede afsendt i denne uge, og i de efterfølgende uger afsendes flere større partier robotter med luftfragt for hurtigst muligt at blive indsat i kampen mod Coronavirus.

- I Sunay Healthcare Supply leverer vi i forvejen velfærdsteknologi og medicoudstyr til det kinesiske marked, og med denne aftale glædes vi over, at vi via vores samarbejdspartnere i Kina kan sikre, at desinfektionsrobotter hjælper professionelle og patienter i samtlige provinser i Kina. Mere end 2.000 kinesiske hospitaler har nu mulighed for at sikre sig effektiv desinfektion, siger administrerende direktør i Sunay Healthcare Supply, Su Yan i en pressemeddelelse.

UVD Robots har i forvejen leveret sine selvkørende desinfektionsrobotter til især hospitaler i Asien, og til sundhedssektoren i Europa og USA. Nu sætter virksomheden ekstra mandskab ind i produktionen af desinfektionsrobotter for at kunne levere til Kina. 

 

- Vi er glade for via vores teknologi at kunne hjælpe til med at bekæmpe spredningen af virus i Kina. Vores innovative teknologi kommer jo virkelig til sin ret i alvorlige situationer som disse, hvor verdenssundheden er truet, siger administrerende direktør i UVD Robots, Per Juul Nielsen.

Har fået robotindustriens svar på en Oscar

Desinfektionsrobotterne fra UVD Robots er på markedet i over 40 lande. Opfindelsen øger sikkerheden for både personale, patienter og pårørende ved at reducere risikoen for kontakt med bakterier, vira og andre skadelige mikroorganismer. 

Læs også Fynsk forspring på verdensmarkedet: Kraftcenter for robotter skal give fordel

Den fynske robot kan fjerne stort set alle luftbårne vira og bakterier på overfladerne i et lokale. I 2019 blevet UVD robotten således også kåret med robotindustriens "Oscar" - IERA Award. 

I Danmark kører der blandt andet UVD-robotter rundt på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa i hospitalets akutmodtagelse. På Odense Universitetshospital desinficerer UVD-robotterne luften og overfladerne på Hæmatologisk afdeling.
 
- Det er en afdeling med patienter med meget dårligt immunforsvar, hvorfor det er vigtigt at fjerne risikoen for virus og bakterier. Det gør vores robotter fuldstændigt, siger Per Juul Nielsen.

Læs også I karantæne i Assens: - Vi snakker dagligt om Coronavirussen

UVD Robots er et porteføljeselskab i Blue Ocean Robotics, som udvikler en bred palette af servicerobotter. Selskabet blev grundlagt i Odense, efter et vellykket udviklingsprojekt mellem Odense Universitetshospital og Blue Ocean Robotics, der skabte den unikke UV-desinfektionsrobot.