Kineser sender Axelsen ud

Både Viktor Axelsen og Hans-Kristian Vittinghus måtte se sig slået af kinesiske modstandere ved India Open.

Kinesere har det med at udgøre en næsten uoverstigelig forhindring for danske badmintonspillere.

Sådan var det også fredag, da Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen skulle forsøge at spille sig videre til semifinalerne ved Super Series-turneringen India Open.

Axelsen var ellers rigtigt tæt på at slå sin modstander, Du Pengyu. Den unge fynbo tabte første sæt klart, men fik siden styr på spillet.

Han overlevede to matchbolde i andet sæt, som han vandt 24-22, og i tredje og afgørende sæt havde han hele tiden føling med Du Pengyu.

Men ved stillingen 12-12 trak kineseren fra og lod sig ikke længere hente. Han vandt 21-19.

Hans Kristian Vittinghus var uden tvivl sat på den hårdeste opgave af de to danskere, i og med at han skulle besejre verdens nummer to, Chen Long, for at gå videre fra sin kvartfinale.

Danskeren begyndte fint og førte 11-7. Men langsomt strammede kineseren grebet og udnyttede alle de små chancer, han fik tildelt.

Chen Long vandt første sæt 21-17, og selv om Vittinghus i andet sæt fulgte med indtil stillingen 15-16, kunne han ikke holde fast. Han tabte de fem efterfølgende point og dermed også andet sæt med cifrene 15-21.

Resultaterne betyder, at der kun er en enkelt dansk herresingle med i lørdagens semifinaler. Det er Jan Ø. Jørgensen, der får mulighed for at revanchere Vittinghus' nederlag til Chen Long.

Oversigt

    Oversigt