Klar nat giver kold morgen – og gode chancer for sol

Vi får en vejrmæssigt ganske pæn dag på Fyn. Ud på eftermiddagen dog med risiko for byger.

Onsdag morgen var bidende kold mange steder på Fyn efter en nat med klart vejr og masser af stjerner på himlen.

Dagen fortsætter med gode chancer for tørvejr og sol – især i løbet af formiddagen.

- Men der kan altså også drive lidt byger ind fra vest. Bygerne er oprindeligt dannet over Nordsøen og driver ind over Jylland og kan altså også lige strejfe Fyn, siger TV 2 Vejrets Anders Brandt.

Vejrværten fortæller, at der er lagt op til en overvejende pæn dag over det fynske.

- Ud på eftermiddagstimerne er der tiltagende risiko for, at der kan komme en byge eller to, siger Anders Brandt.

Temperaturen kommer i løbet af onsdagen til at snige sig op omkring 12 grader med efterhånden let til frisk vind fra vest og nordvest, ved kysterne kan vinden endda blive stedvis hård.

Ud på aftenen klarer det op, og temperaturen falder igen.

Det ustadige vejr ser ud til at fortsætte de næste dage. Med undtagelse af torsdag, der ser fornuftig ud, er der risiko for en del byger i resten af ugen.

- Fredag skal et regnvejr frem mod Fyn. Det er den gamle tropiske orkan Lorenzo, som giver det. lørdag og søndag bliver ustadige og relativt blæsende, siger vejrværten.

Oversigt

    Oversigt