Knivstikker fremstilles i grundlovsforhør

En yngre mand blev søndag eftermiddag stukket adskillige gange med en kniv i Byparken i Svendborg. Offeret er uden for livsfare. Mandag formiddag fremstilles den 20-årige gerningsmand i grundlovsforhør.

Søndag klokken 17.11 modtog Fyns Politi anmeldelse om knivstikkeri på parkeringsarealet i Byparken i Svendborg.

En 22-årig mand var blevet stukket tre gange i ansigtet med en filetkniv og havde flere afværgelæsioner på armene. Den 20-årige gerningsmand blev kort efter anholdt af politiet et par hundrede meter fra gerningsstedet.

Gerningsmanden fremstilles i dag, mandag, klokken 10.30 i grundlovsforhør ved retten i Svendborg, sigtet for forsøg på manddrab.

Oversigt

    Oversigt