Knivstukket mand udenfor livsfare

Lørdag kom det frem, at den 60-årige mand, der var blevet stukket i ryggen med en kniv, svævede mellem liv og død.

I grundlovsforhøret af den 49-årige fremgik det, at manden havde været bevidstløs, da han blev bragt til hospitalet.

Han var blevet stukket fire centimeter ind i ryggen, så kniven havde perforeret den ene lunge.

Under operationen af manden havde han mistet trekvart liter blod, og han var lørdag eftermiddag fortsat bevidstløs og lå på intensivafdelingen med lungedræn.

Den seneste melding fra intensivafdelingen på Odense Universitetshospital blev læst op i retten.

Her fremgik det, at mandens tilstand nu er stabil, og at han er ved bevidsthed.

Han vil blive overført til en anden hospitalsafdeling i løbet af dagen.

Politiet har af samme grund ikke kunnet afhøre manden om hændelsesforløbet.

Manden blev stukket i ryggen i sit eget hjem, og det er mandens 49-årige hustru, der er sigtet for at have stukket ham.

Hun er varetægtsfængslet i fire uger efter straffelovens §245 for legemsbeskadigelse af særlig farlig karakter.

Oversigt

    Oversigt