Københavnerne vælger Odense frem for Aalborg

Odense er mere populær end Aalborg, når københavnere flytter fra hovedstaden. Se, hvor mange tilflyttere fra København din kommune har fået.

Når københavnerne vælger at flytte fra Sjælland og i stedet rykke til en anden kommune, så er det ikke overraskende kommunerne rundt om hovedstaden, der er mest populære. Det afslører tal fra Danmarks Statistik, der viser antallet af tilflyttere fra København i 2020 fordelt på kommuner. 

Men når afstanden til Rådhuspladsen bliver større, og de flytter længere væk, så er det de større byer, der trækker mest. Og her er Odense mere populær end Nordjyllands største by, Aalborg. 

Odense indtager en placering som nummer 14 over antallet af tilflyttere fra København, mens Aalborg ligger nummer 26. Aarhus er dog den mest populære storby i provinsen med en fjerdeplads. 

- For de store provinsbyer gælder det, at de simpelthen er de mest befolkningsrige kommuner, med flest arbejdspladser og flest med relationer til, hvorfor der også er relativt flere flytninger hertil, siger Jan Nordmann, der er kommunikationschef i ejendomsmæglerkæden EDC, i en pressemeddelelse.

Odense er den kommune på Fyn, der i 2020 fik flest tilflyttere fra København med 1060 nye borgere, men også Svendborg er godt repræsenteret med 597 nye indbyggere.

Færrest tilflyttere fra hovedstaden fik Langeland med 47. 

På kortet her kan du se, hvor mange tillyttere fra København, din kommune fik i 2020. Artiklen fortsætter under kortet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere flytter væk

Mens der er i mange år var flere og flere, der søgte mod København for at bosætte sig, så er der de seneste år sket en anden udvikling. Indtil 2016 steg befolkningstilvæksten i hovedstaden med cirka 1000 indbyggere om måneden, men sidan da har det tal været faldende, så det nu er omkring 500 nye indbyggere hver måned. 

Specielt i 2020 har coronakrisen øget interessen for at bo udenfor storbyen. 

- Overordnet gælder det, at det er kommunerne rundt om hovedstaden og i øvrigt på Sjælland, der er mest oplagte for københavnerne at flytte til. Det er også herfra, at man kan pendle til byen og således opretholde et job, mens man bor, hvor der er lidt mere plads mellem husene, siger Jan Nordmann.

Gentofte, Gladsaxe og Hvidovre var de tre kommuner, der i 2020 fik flest tilflyttere fra København med mere end 8.000 nye indbyggere tilsammen. 

Oversigt

    Oversigt