Kør forsigtigt: DMI varsler endnu en nat med tæt tåge

Ifølge DMI vil tæt tåge begynde at danne sig på Fyn fra klokken 22. Derfor opfordrer de til forsigtig kørsel.

Søndag aften varslede DMI om tæt tåge, og i løbet af mandag aften og nat dannes der igen tåge på Fyn.

Det betyder, at der er en risiko for, at tågen kan sænke sigtbarheden til under 100 meter.

Tågen kommer krybende fra omkring klokken 22, skriver DMI i et varsel

- Tæt tåge kan forårsage en forøget risiko for trafikuheld. Kør forsigtigt, og vær opmærksom på, at transporttiden kan være længere end normalt, skriver meteorolog Frank Nielsen i varslet.

Gode betingelser for tåge

De to nætter med tåge er ikke helt ens. Fra sted til sted vil der være store variationer i, hvornår tågen dannes, og den opløses.

Det er et højtryk over Danmark, der giver gode betingelser for tågen. Luften er både varm og fugtig, og nætterne er blevet lange, lyder det fra Frank Nielsen.

Den tætte tåge ventes at ophøre tirsdag i løbet af formiddagen.

Oversigt

    Oversigt