Køerne har givet Nicolai muligheden for et andet liv

At være blandt over 100 køer og kalve i spjældet på Søbysøgård syd for Nørre Lyndelse kan betyde begyndelse på et nyt liv for Nicolai Fohlmann.

Den indsatte Nicolai Fohlmann vidste ikke, at hans fængselsophold på statsfængslet Søbysøgård skulle bringe nyt indhold og nye muligheder ind i hans liv.

Han er opvokset på Sejrø og boede på Lolland, da han med en dom i baglommen blev tvunget til at flytte ind på herregården tæt ved Årslev.

Inden han tog hul på sin straf gravede han kabler ned i det indre København. Nu ser det ud til at fremtiden ligger inden for landbruget.

Nicolais flair for arbejdet på fængslet økologiske gård er nemlig opdaget af en økolog.

Og det betyder, at han kan komme videre, når han har udstået sin straf.

- Jeg skal bare sige til den dag jeg står og mangler et job, for hun synes  jeg gør et godt stykke arbejde. 

- Så det har også været positivt at komme i spjældet her, for det er rigtig fedt, at man kan skaffe et arbejde selvom man tror, at tingene kunne se sort ud her i fængslet, fortæller Nicolai Fohlmann i forbindelse med TV 2/Fyn lavede reportage fra "Økodag - køernes forårsfest" på Søbysøgård.

Ikke en dag er som en anden

Nicolai Fohlmann er overrasket over stemningen og det store fremmøde på økodagen, men det er også kommet bag ham, at landbruget har fået taget i ham.

- Det er helt anderledes at komme her og lave noget landbrug.

- I starten var det ikke lige det fedeste, men når man fik mere ansvar og lærte køerne at kende, så fik man et, ja, forhold-agtigt til dyrene. Man kan sige de har forskellige personligheder, forklarer Nicolai, som ikke kun kan lide arbejdet med dyrene, men også gårdarbejdet i det hele taget.

- Der er ikke nogen dage der er ens. Det er anderledes, men det er et spændende job. Du laver alt muligt. Det er ikke kun køer, du har med at gøre, der er også kalve vi skal sørge for, når de kommer til verden. Man skal ligesom passe på det hele.

Han fortæller, at det er de indsatte der styrer gården, mens personalet holder øje og uddelegerer opgaver. 

- Men de ser helst, vi tager eget initiativ til at få lavet opgaverne.

På økodagen, hvor hovedattraktionen er at køerne sættes fri efter en vinter i stalden, gik Nicolai rundt blandt de hundredevis af besøgende i det halvåbne fængsel. Hans opgave var at være ved køerne - den opgave kan således muligvis fortsætte, når det er ham der sættes fri.

 
Fotograf: Mikkel Skov Svendsen

Oversigt

    Oversigt