Kolde dage på Fyn: Starthjælp er mere end fordoblet

Når fynboerne i øjeblikket bliver hjemme så meget som muligt, så skulle man tro, at der ikke var samme behov for starthjælp. Men sådan er det ikke.

En del fynboer oplever i øjeblikket startproblemer med bilen, og SOS Dansk Autohjælp har oplevet en stor stigning i deres starthjælpsassistancer.

- På de kolde dage handler mere end 40 procent af vores assistancer traditionelt om flade batterier, fortæller Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef ved SOS Dansk Autohjælp.

Normalt ligger antallet på omkring 20 procent af deres assistanser, så det er mere end en fordobling.

Og selvom man skulle tro at coronasituation ville gøre det mindre nødvendigt med starthjælp, kan man godt tro om igen.

Kulde og corona

Grundet coronasituationen arbejder mange fynboer i øjeblikket hjemmefra. Derfor er kørsel til og fra arbejdspladsen nu skiftet ud med korte ture til supermarkedet og andre små ærinder.

- Har man en bil med et slidt batteri, er det ikke specielt godt, at bilen står stille i carporten, mens man selv har travlt på hjemmekontoret, siger Anette Bjørn Juncher.

Samtidig har vi skiftende lave temperaturer, og den kombination er ikke god for bilerne.

- For at få varme i bilen i en fart, skrues der helt op for varmeanlæggets blæser, ligesom der tændes for sædevarme og el bagrude. Kulde, korte ture og et stort elforbrug er en skidt kombination for bilens batteri, siger Anette Bjørn Juncher. 

I de tilfælde tappes der mere på bateriet end det lades, og det resulterer især på kølige morgener i startproblemer.

Spar på strømmen

Samtidig med at vi i øjeblikket kører mindre, er moderne biler proppet med elektronisk udstyr, som er med til at dræne bilens batteri.

Og det har ifølge Anette Bjørn Juncher givet mange startproblemer.

- Det kan være nødvendigt at have blæser og el-bagrude tændt for at komme af med dug og is på vinduerne og sikre udsynet. Det er også rart med sædevarme, men det er ikke en god idé at have det hele kørende hele tiden på de korte ture i bilen, hvis man kan undgå det, siger hun.

Derfor er opfordringen at man prøver at spare på strømmen.

- Specielt på de korte ture er det en god idé at spare lidt på strømmen, så man minimerer risikoen for, at batteriet er for fladt til at kunne starte bilen næste gang, man skal ud at køre.

Problemet forstærkes ved, at særligt nyere biler bruger en del standby-strøm, og derfor tapper bilen langsomt sig selv for strøm, når den holder stille i dagevis.

I moderne biler, hvor mange systemer trækker strøm fra batteriet, er det ifølge SOS Dansk Autohjælp en god idé at få batteriet tjekket hvert fjerde-femte år.

Oversigt

    Oversigt