Kommentar: Robin Hood-reform - en stor gang bluff?

Regeringen har med spin og en velorkestreret kampagne skabt det indtryk, at forslaget til ny udligning flytter store penge til fattige kommuner i udkanten, skriver TV 2/Fyns politiske kommentator Jesper Buch.

Regeringen fremlagde i slutningen af januar et forslag til en udligningsreform. Ren godhjertet Robin Hood, måtte man forstå. De mere velstillede kommuner skulle betale tusindvis af kroner per indbygger til de dårligst stillede kommuner.

Det var i hvert fald den fortælling, som regeringen orkestrerede dygtigt. Først fik vi at vide, at det var de rige i Gentofte, som skulle betale mest, så der kunne skabes en nogenlunde ens velfærd i alle landets kommuner.

Få dage senere, det var en torsdag, holdt regeringen pressemøde. Stadig ingen tal. Faktisk blev ingen klogere på noget som helst. Men fortællingen om at flytte fra de rige til mindre rige og fattige kommuner var fortsat det budskab, der stod klarest i mediebilledet.

Først om fredagen den 31. januar, midt på eftermiddagen, kom tallene. I øvrigt et godt tidspunkt rent spin-mæssigt, fordi de fleste journalister var på vej hjem på weekend.

Hen over de følgende dage begyndte sandheden at gå op for en række fynske borgmestre. Med enkelte undtagelser var der stort set ingenting til de kommuner på Fyn, som havde set allermest frem til, at der var alvor bag Mette Frederiksens ord om at give hårdt trængte kommuner i udkanten et løft.

Skuffelse flere steder

Skuffelsen var til at mærke i Faaborg Midtfyn Kommune og i Assens Kommune. De stod i beregningerne til at modtage et beløb, som knap dækker det demografiske træk de kommende år. 

quote Forvirringen er med andre ord total, og borgmestrene aner ikke om de er købt eller solgt

Jesper Buch, Politisk kommentator, TV 2/Fyn

Kerteminde Kommune stod til at aflevere 1,6 millioner kroner. Og den socialdemokratiske borgmester Kasper Ejsing Olesen var dybt frustreret, fordi ingen i Indenrigsministeriet ville oplyse baggrunden for det tal. 

Langeland stod til at modtage 25 millioner kroner. Pengene rækker ikke langt, hvis beløbet blot skal modregnes i de 40 milllioner kroner, som kommunen modtager fra en pulje for særligt vanskeligt stillede kommuner.

Til gengæld var der jubel hos de socialdemokratiske borgmestre i Odense, Svendborg og Middelfart som sammen står til at modtage tæt ved to tredjedele af den pulje på cirka 350 millioner kroner, som regeringen vil sende til Fyn for at rette op på skævhederne mellem land og by.

De penge skal være dem velundt, men ingen har været i stand til at forklare, hvorfor fordelingen endte som den gjorde. Regeringen holder beregningerne bag tallene hemmelige, og det har gjort det umuligt at diskutere udspillet på et oplyst grundlag.

Total forvirring

Nu viser det sig så oven i det hele, at regeringen ifølge nichemediet NB Økonomi de seneste uger også har hemmeligholdt en korrektion af tallene i den tabel, som viser, hvordan de enkelte kommuner ville blive påvirket af det forslag til en udligningsreform, som regeringen med sit lange tilløb fremlagde den sidste dag i januar.

Det kan for en række fynske kommuner betyde, at de skal have flere penge end der står i regeringens udspil. For andre kommuner kan det betyde færre penge.

Forvirringen er med andre ord total, og borgmestrene aner ikke, om de er købt eller solgt.

Må man minde om, at regeringen selv har været med til at skrue forventningerne højt op. Ikke mindst Mette Frederiksen, som før valget sidste år var på besøg i Assens Kommune i sin røde kampagnebus med en flok af  partiets kommunikationsfolk i hælene.

Her besøgte hun den 90-årige Birthe Rasmussen fra Vissenbjerg.

Mette Frederiksen var ikke tilfreds med den velfærd, som Assens Kommune tilbyder Birthe Rasmussen.

Hvornår bliver det Birthes tur?

 

Oversigt

    Oversigt