Kommuner genåbner budgetterne

Halvdelen af de fynske kommuner er så pressede økonomisk, at de nu genåbner budgetterne for 2010 i et forsøg på at få pengene til at række. Regeringen har sat 10 års højkonjunktur over styr med sine skattelettelser, mener Middelfarts borgmester.

Lommeregneren gløder i de danske kommuner. Kun få måneder inde i det nye år er en lang række kommuner allerede nu i gang med at genåbne budgetterne for at spare og lægge planer for besparelser
de kommende år.

På Fyn skal Faaborg-Midtfyn, Langeland, Svendborg, Kerteminde og Middelfart genåbne budgettet for 2010.

 - Tro mig, det kommer langt de fleste kommuner til. Hvis de ikke allerede har gjort det, så kommer de til det, siger Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm (S) til Ritzau.

Politikerne i de forskellige udvalg i Middelfart har fået besked på at spare 10 millioner kroner i år på alt fra plejehjem til skoler, børnehaver og veje. Men det er intet imod de 75 millioner kroner, Middelfart skal spare næste år.

 - Det kommer til at kunne mærkes overalt. Regeringen har sat 10 års højkonjunktur over styr med sine skattelettelser, og det må vi håndtere ude i kommunerne, siger Steen Dahlstrøm.

Oversigt

    Oversigt