Kommunerne lukker valgsteder i stribevis

Vælgerne afskrækkes af længere afstande til valgstederne. Lukninger skader demokratiet, siger kritikere. På Fyn er der blevet nedlagt mellem 20 og 30 valgsteder.

Kommunerne fortsætter med at lukke valgsteder i stribevis for at spare mandskab og penge. Og det afskrækker så mange vælgere fra at stemme ved valgene, at det er et problem for demokratiet.

Det mener såvel oppositionen som valgforskere, der vil have udviklingen bremset.

- Det er meget små penge, man sparer. Og det er en dårlig idé i betragtning af, hvor vigtig valgdeltagelsen er for demokratiet. Det gør større skade end de fordele, kommunerne sparer sig til, siger Socialdemokraternes kommunalordfører Rasmus Prehn.

Antallet af valgsteder er faldet støt siden folketingsvalget i 2005, både i landdistrikter og i byerne. I 2005 var der 271 flere valgsteder end ved kommunalvalget sidste år. En frisk opgørelse fra datacentralen, KMD, viser, at 40 valgsteder flere er nedlagt siden i forbindelse med de seneste, kommunale budgetforlig.

På Fyn er der blevet nedlagt valgsteder i Svendborg, Langeland, Assens, Nordfyn, Faaborg-Midtfyn og Kerteminde.

Imens har valgdeltagelsen været faldende igennem de seneste år. Især ved rene kommunalvalg, hvor stemmeprocenten også altid er lavere, end når der er folketingsvalg.

I forhold til kommunalvalget i 2005 faldt valgdeltagelsen i 2009 med næsten fire procent point til 65,8 procent. Ved kommunalvalget i 1997 var valgdeltagelsen på 70,1.

- Så stort et fald i valgdeltagelsen er dramatisk. Jo højere en valgdeltagelse, jo mere repræsentative for borgerne bliver de beslutninger, som politikerne kommer til at træffe. Det undrer mig, at kommunerne vil spare på det her, siger kommunalforsker og professor Ulrik Kjær fra Syddansk Universitet.

I Venstre kalder medlem af Folketingets kommunaludvalg og tidligere borgmester i den gamle Broby Kommune, Erling Bonnesen, sparerunden på valgsteder for afbalanceret. Han mener, at den faldende valgdeltagelse især skyldes kommunalreformen.

- Jeg tror, at det har spillet ind, at folk har skullet forholde sig til et nyt kommunalt landskab med mange sammenlagte kommuner. Det kan sagtens vise sig ved næste kommunalvalg, at valgdeltagelsen stiger igen, siger han.

Oversigt

    Oversigt