Kommunerne vil gribe sårbare børn før de bliver dyre

Kommunerne er i gang med en omfattende indsats, der skal fange spædbørn, der mistrives, meget tidligt.

Op mod hvert femte lille barn trues af dårlig trivsel, hvor forældrene ikke har ressourcerne til at tage sig ordentligt af dem.

Børn skal stimuleres fra fødslen, ellers kan det sætte dybe spor resten af livet. Det er en tragedie for barnet, men meget ofte også en belastning for samfundsøkonomien.

Derfor har mange kommuner gang i en omfattende oprustning.

Sundhedsplejerskerne skal langt hurtigere spotte de babyer, hvor mimik, lyde og manglende øjenkontakt er signaler om mistrivsel.

- Sundhedsplejerskerne spiller en nøglerolle, fordi de ser over 95 procent af alle små børn, siger Mette Skovgaard Væver, der er lektor i psykologi og leder af Center for Tidlig Indsats og Familieforskning på Københavns Universitet.

- For ellers er små børn, når de sendes hjem efter fødslen, meget længe usynlige i samfundet, indtil de kommer i institutioner og skole, tilføjer hun. 

De senere år har Københavns Universitet oplært over 200 sundhedsplejersker i systematisk at spotte mistrivsel hos småbørn, så børnene og forældrene kan få støtte meget hurtigere.
Metoden Alarm Distress Baby Scale har også bredt sig til mange andre kommuner.

Forskerne har kontakt til 39 kommuner. Over halvdelen af landets 2000 sundhedsplejersker har dermed snart lært metoden.

Aarhus Kommune sender halvdelen af sine omkring 100 sundhedsplejersker på kursus i efteråret.
Kommunen forventer en besparelse på 6,3 millioner kroner alene på udgifter til støtte i dagtilbud og specialklasser for de børn, der opspores tidligt i en projektperiode på foreløbigt tre år. Oveni kommer besparelser på de ofte meget dyre foranstaltninger i barnets senere liv.

- Der skal jo ikke hjælpes mange børn tidligt med succes, før indsatsen kan svare sig både økonomisk og ikke mindst for barnet selv, siger May-Britt Kullberg, der er chef for Sundhed og Trivsel under Børn og Unge i Aarhus Kommune.

- Med en meget tidlig indsats kan man for eksempel lære forældrene at kommunikere bedre med barnet lige fra starten, hvor det yderste alternativ senere er meget dyre anbringelser, siger hun.

 

Oversigt

    Oversigt