Kompan køber konkurrent i Sverige

Den fynske producent af legeredskaber, Kompan, har endnu en gang været på indkøb og har nu overtaget Sveriges største legeredskabs-producent.

Den svenske virksomhed Slottsbro omsætter for 40 millioner kroner om året, og har hidtil været en af Kompans rivaler på markedet for legeredskaber. Den fynske overtagelse betyder, at Kompan sætter sig på 40 procent af det svenske marked for legeredskaber.

- Vi er meget tilfredse med, at det har været muligt for os at overtage en så veldrevet virksomhed med en stærk markedsposition og moderne produktionsfaciliteter, siger direktør for Kompan i Norden Thomas Bentsen til Børsen.

Kompan blev for to år siden overtaget af kapitalfonden Nordic Capital. Det meste af produktionen er siden hen flyttet til Tjekkiet, men hovedkvarteret ligger fortsat i Ringe. Virksomheden fik efter tre år med underskud et overskud på 50 millioner kroner i 2006.  

I følge Børsen så forventer Kompan at købet af Slottsbro vil øge omsætningen til omkring 1 milliard kroner.

Se Kompans hjemmeside

Oversigt

    Oversigt