Konflikten fortsætter mandag

Pædagogerne i Odense fortsætter også mandag deres konflikt, selv om de fra fredag bliver pålagt en bod på 70 kroner i timen for hver time, de fortsætter arbejdsnedlæggelsen.

-

Pædagogerne i Odense fortsætter også mandag deres konflikt, selv om de fra fredag bliver pålagt en bod på 70 kroner i timen for hver time, de fortsætter arbejdsnedlæggelsen.

Det besluttede de cirka 2500 pædagoger, der fredag formiddag var samlet til fagligt møde i Marienlystcentret.

Og pædagogerne har ikke ladet sig skræmme af, at Odenses borgmester Anker Boye torsdag gjorde det klart, at han ikke vil genforhandle budgetforliget, som betyder, at daginstitutioner og skolefritidsordninger skal spare 34 millioner kroner.

Buh - til arbejde
\"Det er svært at stå på talerstolen og opfordre pædagogerne til at gå i arbejde igen, for de er seje i deres kamp, og jeg bliver buhet ud\", siger BUPL\'s formand Lisbeth Schmidt Jespersen.

Sympati-tilkendegivelserne til pædagogstrejken vokser også dag for dag, fortæller Vivi Rich, der er med i pædagogernes pressegruppe.
Både fra forældre, lærere og andre fagforeninger.

Pædagoger til salg
Pædagogernes pressegruppe har planlagt flere aktioner i de kommende dage.

Fredag starter de en underskriftsindsamling på byens skoler og forskellige steder i byen.

Lørdag laver de en happening i Kongensgade i Odense, hvor de sætter pædagoger billigt til salg til dem, der mangler en barnepige.

Tirsdag holder de fyraftensmøde kl. 17 for forældrene, og så snart tilladelsen er på plads vil de starte en indsamling af penge, der skal dække den bod, som pædagogerne bliver opkrævet.

Oversigt

    Oversigt