Kører på farlige dæk

Hver sjette fynbo kører på nedslidte dæk. Mange af dem er decideret ulovlige. Det overrasker, fordi der har været en del fokus på dæksikkerhed.

16% af de fynske biler kører på dæk med en mønsterdybde på under tre millimeter.

Dermed udgør de en betydelig sikkerhedsrisiko ikke mindst i vintervejret.

Hver femte af dem har mønsterdybde under 1,6 millimeter, hvilket er ulovligt.

Det viser en undersøgelse foretaget ved Bilka i Odense af dækcentret Euromaster.

Omkring 10.000 biler fik tjekket dækkene.

Overraskende

Det kommer bag på Euromaster, som har lavet det samme tjek i tre år.

I 2011 var antallet af nedslidte dæk 30% lavere end i 2010.

Derfor overrasker det, at tallet i 2012 er uændret i forhold til 2011.

- Da branchen det seneste år har sat yderligere fokus på at informere om risikoen ved nedslidte dæk, er det overraskende, at tallet ikke er fortsat med at falde, siger Jan Villadsen, centerleder på Euromaster i Odense.

Især de unge ved for lidt om risikoen

Mens Euromasters folk tjekkede dæk på parkeringspladsen, mødte andre tusindvis af forbrugere i en stand inde i Bilka.

Snakken der afslørede manglende viden om vinterdæk hos en del bilister.

Mange spurgte om forskellen på sommer- og vinterdæk, hvornår man bør skifte og om vinterdæk overhovedet er nødvendige.

Især mange unge ved for lidt om dæksikkerhed.

Oversigt

    Oversigt