Kraftig blæst kan give forhøjet vandstand flere steder på Fyn

Efter en flot lørdag venter en mere grå søndag, hvor skyerne ligger lidt lavere. 

Dagen begynder med temperaturer på tre til fire grader, og der kan falde lokale byger. I løbet af eftermiddagen kommer termometeret om på seks til syv grader. 

Fra sidst på eftermiddagen klarer vejret op på det nordlige Fyn, og senere på aftenen følger mere klart vejr i resten af regionen.

Det klare vejr fortsætter mandag og tirsdag, hvor der vil være gode chancer for at få solen at se, og temperaturerne vil ligge omkring syv grader. 

Forhøjet vandstand

Sent søndag aften foregår der dog også ting omkring det nordvestlige Danmark, som kan have afledte effekter på Fyn. 

Et lavtryk kan i løbet af aftenen give kraftig vind ved kysterne i det nordlig og nordvestlige Jylland.


Den kraftige blæst fortsætter natten igennem og aftager først i løbet af mandag.

Blæsevejret sender vand ind i Skagerrak og videre ned i Kattegat, hvor det kan betyde forhøjet vandstand mandag morgen. På Fyn er det især ved områderne omkring Nordfyn, Odense Fjord og Storebælt, man vil kunne mærke det.

Man kan se flere detaljer på DMI's vandstandskort.