Kraftige byger rammer Fyn

Selv om der kommer mange byger med kraftig regn både mandag og tirsdag, er der også mulighed for lidt forårsvejr, hvis man er heldig. 

Det er alt for tidligt at lægge regntøj og paraply i skuffen. 

Ugen starter våd med masser af byger, der kan være kraftige. Det fortæller Sebastian Belt fra TV 2 Vejret. 

- Mandag starter med en del byger på Fyn, og det er først i løbet af dagen, vi kan få lidt pænere vejr. Det ser voldsomt ud på animationen, og det er nogle kraftige byger, der kommer over Fyn hele formiddagen, siger Sebastian Pelt.

Usædvanligt kraftige byger

Nogle steder på Fyn vil man kunne få mere end fem millimeter regn. Det er usædvanligt så tidligt på foråret med så kraftige byger. 

- Sådan nogle byger plejer først for alvor at opstå i sommerhalvåret. Der er ikke nogen regel uden undtagelser, forklarer Sebastian Pelt. 

Der er dog også mulighed for at se en blå himmel, og hvis man er heldig, kan man nyde lidt mere forårsagtig vejr. 

- I løbet af eftermiddagen klarer det op. Der vil efterhånden være færre byger og mulighed for sol i perioder, siger Sebastian Pelt, der afslører, at det bliver syv-otte grader. 

- Man kan sagtens mærke, at solen begynder at lune derude nu, siger han. 

Der er dog meget mere regn på vej til Fyn. Allerede tirsdag vil der igen være kraftige byger på programmet.

Oversigt

    Oversigt