Kraftigt blæst udfordrer trafikken på flere broer

Der er udsendt varsel om voldsomt vejr på Fyn, i det sydlige Jylland og på Sjælland på grund af kraftig blæst.

Opdatering
Clock15. dec 2019, kl. 17:28
Vejdirektoratet oplyser, at Langelandsbroen er spærret i begge retninger. På Svendborgsundbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere.
Clock15. dec 2019, kl. 17:52
Vejdirektoratet oplyser, at Langelandsbroen igen er åben for trafik, men vindfølsomme køretøjer frarådes stadig at passere.

Der bliver rusket godt op i hele landet, når et blæsevejr med stormende kuling og vindstød af stormstyrke søndag bevæger sig hen over landet.

Vindfølsomme køretøjer frarådes at passere både Svendborgsundbroen og Langelandsbroen på Sydfyn grundet den kraftige vind.

Først på dagen er blæsten kulmineret i Vadehavsområdet i Sydvestjylland. Herefter rykker det mod øst og henover Fyn.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), som har udsendt et varsel om voldsomt vejr i Sydvestjylland, på Fyn, Vestsjælland og øerne.

De voldsomme vindforhold skaber udfordringer flere steder i trafikken.

På både Lillebæltsbroen og Storebæltsbroen advarer Vejdirektoratet om, at vinden kan påvrike kørsel med vindfølsomme køretøjer, og søndag eftermiddag var Øresundsbroen spærret i begge retninger i halvanden time.
 
Søndag formiddag var det Storebæltsbroen, der måtte fraråde bilister at køre med campingvogne, lastvogne og andre vindfølsomme køretøjer over broen.

Foruden blæst er der regn i store dele af landet, og i Nordvestjylland er der faldet sne, oplyser den vagthavende meteorolog ved DMI.

Oversigt

    Oversigt