Kraftigt regnvejr rammer Fyn - kan slå over i hvidt

Der er risiko for glatte veje i morgen- og aftentimerne på Fyn. Et kraftigt regnvejr passerer Fyn, hvor det vil regne hele dagen.

Det har i løbet af natten regnet kraftigt over det meste af Fyn, og der er meget mere nedbør på vej.

- Meget af nedbøren vil falde som regn. I morgentimerne kan det være koldt nok til, at der er noget af det, der falder som tøsne eller slud på den nordlige del af Fyn, siger Lone Seir fra TV 2 Vejret.

- Der er risiko for, at det kan blive til kraftig regn, altså mere end 24 millimeter på seks timer, fortsætter hun.

Ifølge Vejdirektoratet er der meldinger om pletvis isglatte veje, især på Nord- og Vestfyn.

Hvid nedbør i aftentimerne og i weekenden

Selv om den kraftige regn aftager i løbet af dagen, vil regnen fortsætte det meste af onsdagen.

- I løbet af eftermiddagen bliver det mindre tungt regnvejr, men stadigvæk med byger, siger Lone Seir.

- Hen på aftenen vil vinden dreje om i nord, og så er der risiko for, at det begynder at slå over i lidt hvidt. Der kan være glat på vejene sidst på aftenen, advarer hun.

Torsdag bliver en tørvejrsdag, men fredag og lørdag er der igen risiko for slud eller sne på Fyn. 

Oversigt

    Oversigt