Far hjemmepasser Sarah, når mor er på job

- Hej, hej, vinker to-årige Sarah fra døråbningen, hvor hun sidder på armen af sin far Kris Kristensen.

Klokken er ni torsdag morgen, og dagen er så småt ved at starte hjemme hos familien Kristensen i Odense. 

For mange andre har torsdagen længe været i gang med vækning, søvnig morgenmad, travl påklædning, smurte madpakker i tasken og en deadline for at få alle ud af døren, sat af i børnehaven og møde ind på arbejdet til tiden.

Men ikke hos Kris og Sarah. 

Længere inde i huset sidder Sarahs mor og Kris' hustru Anne Kristensen med parrets nyfødte søn Jakob. Lige nu er Anne på barsel, men om et år skal hun tilbage på sit arbejde igen, og så vil også Jakob hænge på Kris og byde velkommen i døren med sin storesøster. 

For Kris er hjemmepasser. 

Det er far, der er hjemmepasser i familien Kristensen.

I Danmark starter de fleste børn i enten dagpleje eller vuggestue omkring deres etårs fødselsdag, og de danske børn er blandt dem i verden, der starter tidligst i daginstitution og bruger mest tid der.

Da Anne afsluttede sin første barsel, tog Kris over for hende. Ikke barslen, men at gå hjemme med datteren i stedet for at sende hende i vuggestue eller dagpleje, som så mange andre gør helt naturligt. 

Og Kris er ikke alene. Han er én af de forældre, der hvert år takker ja til økonomisk tilskud fra kommunen for at passe sit barn hjemme.

Sådan en ordning hører cirka 800 børn under om året. 

Kris har hjemmepasset Sarah i et halvt år. Idéen om at holde datteren i hjemmet efter barslen kom sig af en refleksion over den måde, han og Anne levede deres liv på. 

Lever vi vores liv, fordi det er sådan vi bør leve det, eller lever vi vores liv, fordi vi gerne vil leve det sådan, spurgte de sig selv. 

På det tidspunkt var Kris ved at uddanne sig til journalist. Han havde længe gået og tvivlet på, om det virkelig var noget for ham, mens Anne havde et godt job, som hun var glad for. Så Kris droppede ud af studiet og begyndte at passe Sarah på fuld tid.

Sarah har downs syndrom, men hendes sygdom havde ikke noget at gøre med, at beslutningen faldt på hjemmepasning. 

- De første 1000 dage af barnets liv er suverænt de vigtigste. Det er fundamentet for resten af barnets liv, siger Kris og kigger over på sin datter, der har fundet en lille trævogn med farvestrålende gummiringe frem, som hun lystigt skubber rundt med.

Fordi Sarah har downs syndrom, får Kris et tilskud for at hjemmetræne hende. Planen er, at han fortsat skal hjemmepasse hende efter hjemmetræningen, ligesom lillebror Jakob også skal hjemmepasses, når Anne er færdig med sin barsel.

Når Kris siger, at de første 1000 dage af barnets liv er de vigtigste, så har han ikke selv fundet på det.

Det er nemlig i løbet af de første to til tre år af livet, at barnets kompetencer på det kognitive, sociale og adfærdsmæssige område udvikles. Forskning viser, at familien er mest betydningsfuld i forhold til at støtte et barns udvikling, tilknytning og trivsel.

Som hjemmepasser er det nemmere at holde øje med barnet i de forskellige faser af de 1000 dage, fordi far eller mor hele tiden er omkring barnet. Men det er også forældrenes ansvar, at barnet kommer helt igennem faserne, kommer i legegrupper eller har anden kontakt med børn på egen alder og får impulser fra andre end mor og far.

Sarah har ikke prøvet andet end at stå op til en dag i hjemmet i Odense. Nogen dage besøger de legestuer i blandt andet Munkebjerg Kirke, andre gange besøger de bedsteforældre eller venner, som har tid i dagtimerne. 

På nuværende tidspunkt bekymrer Kris sig ikke om det sociale aspekt. Han er opmærksom på det, men Sarah trives i at være hjemmepasset, det kan han se i hverdagen.

- Hvis vi pludselig kan mærke på hende, at der er et øget behov for at se andre børn, som vi ikke kan opfylde, så er det der, vi ser på, om vi kan fortsætte, siger Kris. 

En større gruppe forældre er begyndt at hjemmepasse deres børn på Fyn, men kun enkelte af dem er fædre. Det er Kris godt klar over.

Det var Kris' eget valg, han blev ikke tvunget til noget, og han nyder at hjemmepasse Sarah.

- Havde det været omvendt, og at jeg havde et godt job og Anne kunne droppe ud af studiet, så kunne det sagtens være faldet ud på en anden måde. Men det er i hvert fald ikke noget, jeg er blevet tvunget til. Jeg har gjort det, fordi vi begge er enige om, at det kunne være en god start på vores børns liv, forklarer Kris. 

Kris sætter sig på gulvet med Sarah. Hun har fundet en kuffert frem fyldt med hæklede dukker og biler. Sarah hiver en indianerdukke op af kufferten, hvorefter Kris og Anne bryder ud i sangen om en indi to indi tre indianer til stor begejstring for deres datter.

Sådan en sangleg er en typisk del af dagen som hjemmepasser. Så længe barnet ikke går i en daginstitution, er det op til hjemmepasseren at stimulere barnet, så det får en hverdag med rutiner, præcis som hvis barnet gik i vuggestue eller dagpleje.

- Man kan ikke opretholde det tempo, som der nok er i en daginstitution, men det er jo netop også det, der er meningen med at hjemmepasse. I daginstitutionen bliver barnet hele tiden udsat for stimuli, og det kan være svært at få de hjernepauser, som man også har brug for, siger Kris. 

Sarah hiver flere af de hæklede sangdukker op ad kufferten, og både Kris og Anne stemmer i til "Se den lille kattekilling" og "jeg hamrer, jeg banker". 

Sarahs små fødder tramper rundt over hele huset. Trækker spil ned af hylderne, hiver bøger op af kasserne og rører rundt i gryder med luft i det lille legekøkken. Og så kan man hele tiden høre hende sige:

- Far. Far. Hej, hej. Far.

For det er også udfordringer ved at hjemmepasse. Der er tidspunkter, hvor der kræves opmærksomhed, og Kris kan komme til at tænke: Okay, det kunne være meget rart, at hun blev passet lige nu. 

- Man er forpligtet over for sit barn på en helt anden måde. Man er hele tiden nødt til at være opmærksom på at igangsætte barnet og være klar over, at mens man selv er i gang med noget andet, kan barnet falde eller have behov, så man må afbryde det, man er i gang med, forklarer Kris.

Og så er der det med økonomien. Det spørgsmål, som Kris konstant får:

Hvordan får man råd?

Kris trækker lidt på skuldrende.

- Det handler utrolig meget om prioritering. Man er nødt til at kigge på udgifterne og holde det op mod, hvor stor en værdi det har at holde børnene hjemme, siger Kris. 

Kris oplever en stigende interesse for hjemmepasning, men for mange oplever han desværre også, at det netop er økonomien, der bliver en hindring. 

- Og det kan jeg sagtens forstå, for økonomien skal jo være i orden. Man skal have råd til at betale husleje, råd til at få mad på bordet og råd til at leve, forklarer han.

Dog har han en opfattelse af, at flere ville være i stand til at hjemmepasse, hvis de virkelig vil prioritere det.

- Det handler om, at man skal være villig til at sige, at der er noget økonomi og selvrealisering, der er sat på pause. Det er jo ikke det samme,som at man ikke kan genoptage det igen, når man er færdig med at hjemmepasse sine børn.

I øjeblikket tilbyder 52 kommuner i Danmark tilskud til hjemmepasning, hvoraf ni af dem er fynske kommuner, kun Ærø tilbyder ikke tilskud.

Det er kommunalbestyrelsen, der afgør, om kommunen giver tilskud til pasning af egne børn, og så er det op til den enkelte kommune at fastsætte tilskuddets størrelse samt hvilken aldersgruppe, der kan modtage et tilskud. 

Den forælder, der ansøger om tilskud, kan ikke modtage tilskud samtidigt med, at denne modtager offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt.

På kortet kan du få et overblik over, hvordan tilskuddet ser ud i de forskellige fynske kommuner.

I resten af Danmark ser det anderledes ud. I 46 kommuner vil forældre ikke kunne tage det valg, som Kris har taget, i hvert fald ikke med et tilskud. 

Kris synes, at det er en skam. Han kan se på sin lille datter, der render rundt og trives med at blive hjemmepasset. 

- Der er masser af børn, der har det godt i dagtilbuddene, men jeg synes, at vi som samfund også skal prioritere, at man kan gå hjemme og have et andet familieliv.

Han rejser sig op og går over til Sarah. Hun kigger op på ham med store øjne og et kæmpe smil. 

Sarah har Kris' fulde opmærksomhed, når hun kigger sådan på ham. Kigger på ham og stikker i et smil. 

For de små udfordringer, der kan være i at hjemmepasse og den økonomi, man skal have styr på, opvejes af alle fordelene, hvis man spørger Kris.

- Man får en endnu bedre tilkytning til sit barn, end man ellers ville få. Man oplever hele familielivet på en anden måde, fordi der er tid til at imødekomme sit barn ligegyldigt, hvornår det er. 

Klokken 16 betyder ikke noget særligt i familien Kristensen. For dem er det ikke et tidspunkt, hvor familiemedlemmer på skift kommer ind ad døren, køber ind til aftensmaden, sender børnene i bad og starter på madlavningen imens børnene færdiggør lektierne ved spisebordet. 

Nej, klokken er kun halv 11, og der er masser af tid til at få tømt opvaskemaskinen, støvsuget og handlet. 

- Man kan bedre være tilstede, fordi man ikke skal være færdig på et bestemt tidspunkt. Når jeg handler med Sarah, så har vi tiden til, at hun rører ved alle hylderne, og som udgangspunkt er der ikke noget, der bare skal overståes, siger Kris.

Der kan hurtigt opstå fordomme i forbindelse med hjemmepasning. Der slås hurtig tvivl om barnet bliver stimuleret nok og lærer at interagere med andre børn. De fordomme er Kris sluppet nogenlunde udenom personligt.

- Jeg tror, vi har været heldige. Min familie og vores omgangskreds er generelt støttende i, at vi har valgt at gøre det på den måde, og de kan godt forstå vores bevæggrunde, forklarer han.

Men sådan er det ikke for mange af de andre hjemmepassere, som Kris har kendskab til. De er blevet mødt af kritiske spørgsmål og folk, som decideret synes, at det er forfærdeligt, at de holder deres barn hjemme. Men det rører ikke Kris. Han vil gerne have, at folk stiller spørgsmål til deres måde at leve på, bare det udspringer af nysgerrighed og ikke en bedrevidenhed. 

Kris lægger sig på gulvet.

- Hov Sarah, hvad kan man her? smiler han og peger på en lille trampolin, som står op ad væggen.

Sarah åbner munden i et grin og trasker over til trampolinen, hvor hun med lidt hjælp fra far kommer op at sidde.

- Åh åh, siger Kris, og trækker sig selv ind under trampolinen. 

Han begynder stille og roligt at skubbe trampolinen og Sarah opad, så hele hendes krop hopper op og ned. Hendes ansigt er helt fyldt op af et kæmpe smil med dertilhørende grin.

- Det bedste ved at hjemmepasse er, at man oplever sit barn på en anden måde. Man ved, hvad barnet har lavet hele dagen, der er ikke sådan et tomrum, hvor man egentlig ikke ved, hvad ens barn har lavet, forklarer Kris.

I Sarahs to år lange liv, har hun ikke prøvet andet end at blive hjemmepasset. De har kigget på børnehaver, men der er ikke rigtig noget, der har føltes rigtigt. 

De seneste par år har landets daginstitutioner været under et hårdt pres i medierne. Børnene har ikke nok opmærksomhed fra pædagogerne, pædagogerne er stressede over ikke at kunne give den rette mængde opmærksomhed, og forældrene er nervøse for at sende sine børn i institution. 

Men det har ikke noget med minimumsnormeringer at gøre, at Kris i et halvt år har hjemmepasset Sarah.

- Årsagen er primært, at vi vil prioritere vores børn, mens de er små. Men når man ser alverdens dokumentarer og læser artikler og debatter om kvaliteten af vores dagtilbud, så er det jo bare noget, der understøtter os i, at vi har taget en god beslutning hos os med at hjemmepasse, siger Kris.

Klokken nærmer sig 12.00 torsdag. På tre timer har Sarah nået at spise morgenmad, lagt puslespil, hoppet på trampolin, kokkereret i legekøkkenet, læst bøger, rutschet, danset til radioens musik og sunget sange fra den blå kuffert med de hæklede dukker. På mange måder kunne det ligne en dag i vuggestuen, forskellen er bare, at far var der lige ved siden af hele tiden.

For to år siden fik Kris en datter og valgte, at det var vigtigere for ham at have tid med hende end at færdiggøre sin uddannelse. Han valgte, at han skulle være hjemmepasserfar.

- Jeg siger ikke, at det er den rigtige løsning for alle, men jeg synes, at hvis det er noget, man går og overvejer, så skal man tage de en, to eller tre år ud af sit arbejdsliv. Opleve, hvad det vil sige at gå hjemme med sit barn, siger Kris.

Man skal ikke være bange for fordomme, for barnets sociale udvikling eller for, at barnet ikke bliver stimuleret ordentligt. Og man skal ikke være bange for, at karrieren går i stå.

- Hvis man tænker over, hvad det giver at gå hjemme, så tror jeg godt, man kan argumentere over for en arbejdsgiver, at man rent faktisk har fået nogle kompetencer af at gå derhjemme. Det er jo ikke kun pasning, det er også tilrettelæggelse og problemløsning, forklarer Kris.

Sarah vnker farvel i døren. Hun smiler og rækker hånden ud. Hun har resten af dagen med far tilbage, og i morgen står hun igen op til en dag i hjemmet. Og det er både mor, far, Sarah og lillebror Jakob glade for. I familien Kristensen er de glade for at hjemmepasse.

Tekst, video og grafik: Julie Lapp