Kristi Himmelfart giver travlhed: - Ti procent mere trafik end på de travleste dage

I Syddanmark har der først på dagen været ti procent mere trafik i lyntestcentrene end de travleste dage.

Mange danskere har torsdag fri på grund af helligdagen Kristi himmelfart, og det giver travlhed i landets lyntestcentre.

Hos Carelink, der driver centrene i Region Syddanmark, har der været travlt fra morgenstunden torsdag, fortæller direktør Brian Rosenberg.

- De første par timer har vi oplevet omkring ti procent mere trafik end på de travleste dage. Så der er tryk på derude, siger han.

Han fortæller, at alt personale er kaldt på arbejde, så centrene kan følge med.

- Vi har sat alle sejl til for at sikre os, at borgerne ikke skal stå i kø for længe.

- Vi har fuld bemanding på hele vejen rundt, og vi har åbent alle de over 100 steder i regionen, lyder det fra Brian Rosenberg.


Hos Falck, som har opgaven i Region Nordjylland, Midtjylland og Sjælland, var der onsdag travlt op til Kristi himmelfartsdag.

Her blev der foretaget knap 150.000 lyntest - det højeste antal på ét døgn.

I alt blev der i hele landet onsdag lavet knap 473.057 lyntest, viser tal fra Statens Serum Institut.

Dermed er de tre aktører, der gør det på statens regning, tæt på at udnytte hele kapaciteten på 500.000 test om dagen.

Foruden Carelink og Falck er Copenhagen Medical involveret. Selskabet står for at foretage lyntest i Region Hovedstaden.