Kritik af stamcellerejser

Uetisk at tilbyde uhelbredeligt danskere dyre pakkerejser til Kina. Ingen dokumentation for at den kinesiske behandling virker, siger stamcelleforsker.

Et dansk sundheds-rejsebureau vil sende uhelbredeligt syge danskere til Kina for at få behandling med stamceller. For 100.000-150.000 kroner kan man igennem KirurgiRejser købe en pakkerejse og blive behandlet for blandt andet diabetes, Alzheimers og sklerose, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Professor Moustapaha Kassem, der er stamcelleforsker ved Odense Universitetshospital, finder pakketilbuddet problematisk og uetisk. Det skyldes usikkerheden om effekten af stamcellebehandlinger.

- Stamcellebehandling er stadigvæk eksperimental behandling, og der er ingen videnskabelige beviser for, at det virker. Blandt verdens forskere er der en fælles forståelse om, at almindelige mennesker ikke må blive behandlet med stamceller uden for kliniske rammer, siger han.

Ifølge direktøren for KirurgiRejser, Atef El-Kher, er der intet uforsvarligt i at sende syge danskere til Kina, selv om den videnskabelige dokumentation mangler.

- Det er eksperimentel behandling, og vi skriver på vores hjemmeside, at vi ikke kan garantere patienterne noget som helst. Men vi ved, at der er ca. 1280 udenlandske patienter, som har fået det bedre efter hospitalets stamcellebehandlinger. Det er nok for os, siger han.

Atef El-Kher forudser, at ca. 200 danskere vil gøre brug af muligheden inden for det næste år.

Oversigt

    Oversigt