Kronprins sender videohilsen: Corona-usikkerhed skubber Royal Run til efteråret

Royal Run kan ikke tilpasses corona-restriktioner i større omfang og bliver derfor flyttet fra foråret til 12. september.

Det kongelige motionsløb Royal Run får ny dato. 

Egentlig skulle løbet have været afholdt 24. maj, men på grund af usikkerhed om coronasituationen bliver det nu flyttet til 12. september. Det oplyser arrangørerne i en pressemeddelelse. Samtidig har kronprinsen selv udsendt en videohilsen, hvor han fortæller om aflysningen.

- I snart et år har det været et vilkår for os allesammen, at vi har skullet ændre vore planer og vore drømme. Sådan har det også været for Royal Run. To gange tidligere har vi udskudt løbet, og vi må igen erkende, at det ikke realistisk at gennemføre den planlagte motionsfest med over 70.000 mennesker i maj måned, siger han blandt andet i videoen.

quote I mellemtiden skal vi sørge for at holde krop og sjæl i gang. Særligt lige nu i den mørke periode. Det giver overskud og velvære.

Kronprins Frederik

Det er styregruppen bag Royal Run, der har besluttet, at det ikke er realistisk at holde løbet i maj. 

- Med den store usikkerhed, der er omkring corona-situationen, tror vi ikke, at vi allerede i maj måned kan gennemføre Royal Run i den størrelse og det format, der kendetegner begivenheden. Royal Run kan ikke nedjusteres og tilpasses corona-restriktioner i samme omfang som andre motionsløb, blandt andet fordi arrangementet skal kunne hænge sammen økonomisk, siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i Danmarks Idrætsforbund og talsmand for Royal Runs styregruppe. 

Tilbage i Odense

Royal Run havde en rute i Odense i 2018, mens byen i 2019 blev sprunget over. I 2020 skulle Odense igen have været en af værtsbyerne for løbet, men coronasituationen gjorde, at løbet først blev flyttet fra forår til efterår og siden aflyst. 

De øvrige værter for løbet er Aalborg, Sønderborg, København og på Bornholm. Der bliver også løbet Royal Run på Grønland, men det ligger endnu ikke fast, hvilken dato det vil foregå. 

- Vi forventer, at der til efteråret er bedre muligheder for at lave et stort, festligt Royal Run, og i samarbejde med de lokale foreninger og klubber, der står for afviklingen i byerne, har vi fundet en ny dato, så vi i fællesskab kan invitere danskerne til Royal Run i september – selvfølgelig i tråd med de retningslinjer, der fortsat måtte være på det tidspunkt, siger Morten Mølholm Hansen. 

I sin videohilsen opfordrer Kronprinsen danskerne til at holde gang i kroppen, mens man venter på Royal Run.

- I mellemtiden skal vi sørge for at holde krop og sjæl i gang. Særligt lige nu i den mørke periode. Det giver overskud og velvære, siger han blandt andet. 

Kronprinsen løber med

Der er tre mulige ruter i Royal Run. Man kan vælge at løbe ti kilometer, fem kilomter eller en enkelt mil (1,6 kilometer). Tidsgrænsen er dog sat så højt, at man også kan vælge at gå turen istedet. 

Kronprinsen løber i løbet af dagen med på ruten i flere af byerne. I Odense løber han med på mil-distancen. 

Morten Mølholm Hansen mener, at løbet en særlig tiltrækningskraft - også for dem, der ikke normalt løber motionsløb. 

- Royal Run bidrager til at få endnu flere danskere til at snøre kondiskoene. Næsten en tredjedel af Royal Run-deltagerne har ikke tidligere deltaget i et motionsløb, og derfor er Royal Run en fantastisk begivenhed for Bevæg dig for livet, der arbejder for at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation, siger han.

Da løbet i 2018 var forbi Odense var 7.217 personer tilmeldt.

I år er der plads til 11.000 personer på ruterne i Odense. 3.000 på mil-distancen, 5.000 på 5 kilometer og 3.000 på 10 kilometer.

Alle tilmeldte vil få deres billetter overflyttet til den nye dato, men man kan også vælge at få pengene returneret. 

Royal Run

Oversigt

    Oversigt