Kulturministeren begejstret over udstilling i Faaborg

Ord som fregneblond, purpurblodigt og blomsterhvidt har skabt grundlag for en særlig poetisk maleriudstilling

Den danske forfatter J.P. Jacobsen er omdrejningspunktet for sommerens store særudstilling på Faaborg Museum. Udstillingen skal belyse forfatterens store betydning for billedkunsten. Og det var en begejstret kulturminister, der lagde vejen forbi.

- At kombinere en maleriudstilling med ord fra en forfatter, som mere end nogen anden kunne danne billeder inde i hovedet på os med sine ord, det er en rigtig god ide, lyder det fra Bertel Haarder.

Udstillingen "Der burde have været roser" præsenterer forfatterens tekster sammen med en lang række malerier af kunstnere som blandt andre P.S. Krøyer

- Man bliver simpelthen så ærgerlig over sprogets fattigdom i vores dage, når man læser ham. Jeg synes, det er en berigelse med alle de nye ord – som jo er gamle. Nogle af dem har han selv fundet på. Jeg ville ønske, at der var den samme sproglige kreativitet i dag, siger Bertel Haarder.

Jacobsen fascinerede tidens kunstnere med en hidtil uset måde at beskrive verden på. Han skrev impressionistisk, og han opfandt en hel palet af farveord: sherrygylden, fregneblond, purpurblodigt og blomsterhvidt.

- De gode ord danner jo billeder inde i hovedet, som gør, at vi husker dem og måske forbinder dem med dufte, klange og følelser.

Og når kulturministeren skal forholde sig til et ord som fregneblond?

- Så tænker jeg på en rødhåret eller lyshåret pige, som har fregner, fordi solen er hård ved os nordboere. Det er et rigtig godt udtryk.

J.P. Jacobsen levede fra 1847-1885. Udstillingen på Faaborg Museum løber frem til 18. september.

Oversigt

    Oversigt