Kulturpenge til provinsen

Der skal tages penge fra kulturlivet i hovedstadsområdet og gives til provinsen. Det har kulturminister Bertel Haarder og et blåt flertal netop besluttet.

Det sker for at rette op på den skævvridning af kulturmidlerne, som kommuner i provinsen længe har påpeget blandt andet her på tv2fyn.

Pengene tages fra det statslige tilskud, som gives til landets såkaldte kulturregioner.

Især i hele 2015 har der været stor utilfredshed blandt kommunerne i provinsen, da støttekronerne til kultur har været skævt fordelt med flere penge til hovedstaden end til provinsen.

Hidtil har Kulturmetropol Ørestaden - det som svarer til det der her på Fyn hedder Kulturregion Fyn - fået 6 millioner statslige støttekroner om året. Det beløb bliver nu skåret ned til 1½ million kroner. Dermed bliver der råd til en særbevilling til Århus, der i 2017 skal være Kulturby - men også til en svag stigning til resten af landet fra 2017.

Rådmand for By og kultur i Odense Jane Jegind er en af de stemmer, der har råbt højt for at få flere kulturkroner til provinsen. Hun er tilfreds med udmeldningen fra Bertel Haarder.

Oversigt

    Oversigt