Kulturtip: Det skal du se i weekenden

"Stedsans", "La Traviata" og "Lars von Trier – Det gode med det onde" anbefales af Thomas Storm og Jens Galschiøt.

Gæsterne i TV 2/Fyns nyhedsmagasin "Kulturambassadørerne" fredag aften afsluttede magasinet med en anbefaling til seerne.

Og i modsætning til Harald Haugaard og Jesper Vognsgaard, som for 14 dage siden var enige om at sende folk i teatret, anbefalede Thomas Storm, operasanger og kunstnerisk leder på Den Fynske Opera, og billedkunstner og aktivist Jens Galschiøt hver deres kulturelle begivenhed.

- Jeg synes, folk skal tage ud og høre noget musik, anbefalede Thomas Storm.

- Hele denne måned er fyldt med musik. Den Jyske Opera kommer og laver "La Traviata" (en opera af Giuseppe Verdi, red.). Jeg så den i aftes i Aarhus. De sang gudeskønt.

Thomas Storm havde en anbefaling mere - den var mere ud af huset:

- Vores kære kolleger hos Teater Momentum har en forestilling, som hedder "Stedsans", hvor man går rundt i byen og bruger byens rum. Det synes jeg også er meget, meget interessant.

Galschiøt og von Trier

Jens Galschiøt anbefalede andre at gøre, som han selv er blevet anbefalet:

- Jeg synes man skal gå ind og se udstillingen om Lars von Trier på Brandts (udstillingen "Lars von Trier – Det gode med det onde", red.), foreslog Jens Galschiøt og erkendte, at han endnu ikke selv har fået set den kritikerroste udstilling om den prisvindende danske filminstruktør.

- Men jeg har fået den anbefalet af mange. Og jeg går selv ind og ser den i weekenden, sagde Jens Galschiøt.

Dermed kan man vælge at slå to fluer med et smæk, og satse på at være heldig at se en udstilling med en af dansk films største navne og samtidig støde ind i en af Odenses mest provokerende billedkunstnere.

Oversigt

    Oversigt