Kun én kursist til iværksætterkursus

Om en uge skulle 20 nydanskere sidde på skolebænken på Tietgenskolen i Odense for at lære, hvordan man starter sin egen virksomhed. Men kun én har tilmeldt sig.

Tietgenskolen i Odense har mere end svært ved at tiltrække kursister til deres iværksætterkursus, der starter den 2. november. For en uge inden skolestart er der kun én, der har meldt sig på kurset. Det skriver DR Fyn.

- Vi håber selvfølgelig, at vi når at få alle pladser besat ellers ser det lidt sort ud, siger projektkoordinator Elsebeth Petersen fra Tietgenskolens KompetenceCenter, der står bag det 19 uger lange kursus til DR Fyn.

Det gratis kursus henvender sig til nydanskere, der ikke bliver forsørget af det offentlige - og det gør det svært at få fat i dem, fordi de ikke er registrerede i det offentlige system, forklarer Elsebeth Petersen.

- Hvis ikke vi finder de resterende 19 deltagere, må vi overveje hvad vi så gør. Vi kan eventuelt udskyde kursusstart eller også bliver det ikke til noget i denne omgang.

Oversigt

    Oversigt